Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

H&M lægger pres på regeringen i Bangladesh

Karl-Johan Persson påpeger i et møde med den bangladeshiske regering vigtigheden af at skabe en struktur, hvor løn og leveomkostninger hænger sammen for de ansatte i landets tekstilsektor.
Karl-Johan Persson påpeger i et møde med den bangladeshiske regering vigtigheden af at skabe en struktur, hvor løn og leveomkostninger hænger sammen for de ansatte i landets tekstilsektor.

Den svenske tøjgigant har igennem længere tid arbejdet for at hæve lønniveauet på tøj- og tekstilfabrikkerne i Bangladesh, men nu opfordrer H&M landets regering til at hjælpe til.

Problemet er, at en lønstigning ikke nødvendigvis giver mere økonomisk råderum for den enkelte syerske, hvis leveomkostningerne samtidig stiger endnu mere.

LÆS OGSÅ: ”Otte brands vil forhøje mindstelønnen for Cambodjas syersker”

”Vi er glade for, at regeringen i Bangladesh har beskæftiget sig med mindsteløn, men desværre modvirker omkostningerne i samfundet, mange af de ønskelige effekter af en højere løn,” siger adm. direktør Karl-Johan Persson i en pressemeddelelse fra H&M.

Han har i denne uge været til møde med Bangladeshs handelsminister Tofail Ahmed.

Helt konkret opfordrer H&M-chefen Bangladeshs regering til at gennemgå systemet for omkostningsstyring i forhold til fx husleje og prisen på basale forbrugsvarer samt fortsætte med at støtte en lønudvikling baseret på årlige revisioner og et pris- og omkostningsindeks.

Endelig påpegede Karl-Johan Persson vigtigheden af at skabe regler for erstatning ved arbejdsulykker samt at regeringen i højere grad forholder sig til den stigende mangel på rent vand, da det både kan medføre helbredsproblemer og være en hindring for udviklingen af landets tekstilindustri.

LÆS OGSÅ: ”H&M vil forhøje mindsteløn”

Bangladesh er et yderst vigtigt produktionsland for H&M, som samarbejder med cirka 300 fabrikker i landet, der samlet beskæftiger 600.000 personer.

H&M skriver desuden i pressemeddelelsen, at de vil fortsætte med at udvikle deres forretning i landet, og bruge deres størrelse til at fremme en langsigtet forandring, så befolkningen i Bangladesh drager nytte af deres tilstedeværelse.