Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Bloggers Delight køber Looklab

Landets største blognetværk Bloggers Delight køber det næststørste Looklab.
Landets største blognetværk Bloggers Delight køber det næststørste Looklab.

Efter længere tids forhandlinger er det nu en realitet, at landets to største blognetværk kommer under samme ejerskab. Således har selskabet bag landets største blognetværk, Bloggers Delight, købt konkurrenten Looklab, der står bag en række mode- og livstilsblogs. Det skriver Business.dk.

Ingen af parterne vil oplyse, hvad prisen har været, men Henrik Akselbo, adm. direktør og partner i Bloggers Delight, er glad for handlen, som han ser store synergier i.

”Selvom der er tale om et lille selskab, kan man godt sige, at der er tale om den foreløbigt største handel i den danske blogosfære. Vi overtager et stærkt brand, der har brugt rigtigt mange ressourcer på at etablere og differentiere sig, så derfor er det en investering, vi ser meget frem til at pleje og styrke i Bloggers Delight-regi. Der er mange synergier at arbejde med,” siger Henrik Akselbo til Business.dk.

Looklab har ledt efter en køber, siden stifterne af selskabet bag besluttede at fokusere på andre områder end modeblogs.

”Vi har været i dialog med flere potentielle købere i Danmark, hvor Bloggers Delight dog var den mest oplagte. Det er en ung, dynamisk og innovativ virksomhed med en god organisation, der kan sikre den rette videreudvikling af Looklab – ikke blot i Danmark, men i hele Skandinavien. Samtidigt har vi som selskab kigget nøje på, hvordan vi ser vores kerneforretning og fokusområder fremover, og deri indgår modeblogs ikke længere,” siger Claus Bek Nielsen, der er medstifter af Looklab.

Kilde: Business.dk