Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Værsgo: 12 millioner kroner til nyt dansk modekoncept

Det danske pasforms-koncept Fitbay har sikret sig en tocifret millioninvestering fra nye amerikanske partnere.
Det danske pasforms-koncept Fitbay har sikret sig en tocifret millioninvestering fra nye amerikanske partnere.

Det nye danske pasformskoncept Fitbay har netop modtaget en investering 12 mio. kr. fra de amerikanske kapitalfonde Steadfast Venture Capital og Creandum. Sidstnævnte så i øvrigt også tidligt lyset – og investerede – i Spotify. Det er anden gang på mindre end et halvt år, at Creandum støtter Fitbay.com.

“Vi er meget stolte af at kunne investere i Fitbay for anden gang på seks måneder. Brugervæksten og aktiviteten på Fitbay har været meget imponerende og vi ser frem til at følge udviklingen de næste år. Vi investerer, fordi vi er overbeviste om, at Fitbay har samme potentiale som Spotify,” siger Martin Hauge, general partner hos Creandum, i en meddelelse fra Fitbay.

Fitbay er – kort fortalt – et onlineværktøj, der potentielt kan hjælpe med at eliminere returvarer, idet Fitbay-brugerne guides i retning af modeindkøb med bedst mulige pasform til netop deres krop.

Det foregår sådan, at brugeren opretter en profil, udfylder stamdata om kropstype og størrelse og så tilføjer links til de af kundens tidligere køb, der har haft den bedste pasform. Således opbygger Fitbay en database, hvor brugerne kan se, hvad andre Fitbay-abonnenter med samme kropstype har haft held med at indkøbe.

“Tøjmærker skaber deres prototyper efter nogle gennemsnitlige standarder, og det er umuligt og urealistisk at sådanne standarder vil passe alle. Selv om mange kvinder er bevidste omkring dette, vil Fitbay sikre at modeindustrien ikke påvirker kvinders tanker om dem selv og deres selvfølelse,” skriver Fitbay i en meddelelse.

Ifølge en undersøgelse fra Credit Suisse i januar i fjor bliver 40 pct. af alt tøj købt på internettet returneret. Det handler først og fremmest om, at størrelserne afviger bemærkelsesværdigt fra et tøjmærke til et andet – de fleste kan nikke genkendende til oplevelsen af at være en str. 38 hos et brand og en str. 42 hos et andet, og når man ikke kan prøve varen før køb, ender det ofte med ombytninger.

Fitbay håber at kunne nedbringe den andel af returprocenten, der dækker over pasformsfejlkøb, betydeligt:

“Jeg tror at folk er frustrerede over at skulle en tur på posthuset for at returnere produkter og de gider ikke at benytte de virtuelle prøverum der kræver at de skal måle dem selv. Ved brug af social shopping kan vi indsamle information om størrelse og pasform fra tusinder af unikke kropsgrupperinger og derved kun vise produkter der passer – uden NOGENSINDE at skulle bruge et målebånd.” siger Christian Wylonis, direktør i og grundlægger af Fitbay, i en pressemeddelelse.

”Vores ultimative mål for Fitbay er at hjælpe mennesker med at finde tøj som passer lige meget hvor de befinder sig – på Fitbay, på andre webbutikker og selv offline. Forestil dig at have din personlige Fitbay Shopper med dig når du browser din yndlings butik på nettet eller når du går ind i din lokale Zara butik og modtage produkt anbefalinger i din størrelse direkte på din smartphone. Det er den ultimative vision for Fitbay.”

Fitbay blev grundlagt i København i maj 2013 af fem danske iværksættere men har hurtigt etableret sig på den internationalt. Værktøjet har været i beta-test gennem en længere periode men nu åbner Fitbay op for, at alle kan oprette en brugerprofil på sitet. Lige nu tæller databasen mere end to millioner produkter, uploadet af brugerne.