Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Gratis seminar: Bæredygtig produktion i Indien

Sydindiske Tirupur vil på verdenskortet som den grønneste tekstilproduktionsby. Derfor sætter DM&T og Håndværksrådet nu fokus på bæredygtig produktion i Indien.
Sydindiske Tirupur vil på verdenskortet som den grønneste tekstilproduktionsby. Derfor sætter DM&T og Håndværksrådet nu fokus på bæredygtig produktion i Indien.

En delegation af tekstilleverandører fra det sydlige Indien gæster Danmark i næste uge for at dele ud af deres erfaringer med miljørigtig tekstilproduktion.

Det sker i forbindelse med det grønne initiativ ”Bæredygtig tekstilproduktion i Tirupur, Indien”, som er et projekt, der skal sætte fokus på og fremme miljørigtige og miljømærkede tekstiler.

Tirupur er nemlig netop nu i færd med at sætte sig selv på verdenskortet som verdens grønneste inden for tekstilproduktion.

Med verdens bedste spildevandsrensning og en mission om at blive verdens grønneste klynge, er Tirupur et oplagt valg for danske tekstilvirksomheder, når det gælder sourcing af miljørigtige tekstiler. Og nu kan miljørigtigheden ovenikøbet også dokumenteres, idet flere leverandører går efter at blive certificeret med Svanen eller Blomsten.

”Som ansvarlig virksomhed er det bedste, vi kan gøre her fra Europa, at forsøge at understøtte bæredygtig produktion – ikke mindst, hvad angår miljø, der som bekendt ikke respekterer hverken lande-eller kontinentgrænser. Ved at gå efter miljørigtige tekstiler gør danske virksomheder en kæmpe forskel ikke bare lokalt, men også regionalt og globalt,” siger Pia Odgaard, CSR-chef i DM&T i en pressemeddelelse fra samme organisation. Det er nemlig Dansk Mode & Textil, der sammen med Håndværksrådet er hovedkræfterne bag tiltaget, som er sponseret af Nordisk Ministerråd.

I et forsøg på at skabe fremtidige grønne samarbejdsalliancer mellem de nordiske tekstilvirksomheder og leverandørerne fra Tirupur, vil de deltagende virksomheder også få mulighed for at speeddate den indiske delegation af tekstilleverandører.

Arrangementet finder sted tirsdag d. 10. juni hos Håndværksrådet i København og henvender sig til alle, som har interesse i miljømærker og miljørigtigt indkøb. Pressen er velkommen til at deltage.