Hummel i fremgang for 20. år i træk
Der er vækst på samtlige forretningsområder, og 2013 blev dermed koncernens 20. år i træk med fremgang i enten top eller bund af regnskabet.Sports- og modetøjskoncernen Hummel Holdings nettoomsætning gik sidste år knap 5 pct. frem til 678,6 mio. kr., mens resultatet før finansielle poster mere end fordobledes til 177,8 mio. kr., fra 75,2 mio. kr. forrige år. Det skriver Dansk Mode & Textil.
Flere varemærker solgt
Den voldsomme fremgang skyldes ikke alene vækst i salget, men først og fremmest salget af rettighederne til en række varemærker til koncernens mangeårige partner i Japan SSK, fortæller Hummels adm. direktør gennem 22 år Søren Schriver, ifølge Dansk Mode & Textil.
LÆS OGSÅ: ”Christian Stadil: Forholdene skal bare være i orden”
Salget har indbragt Hummel knap 100 mio. kr., oplyser Søren Schriver, og har fået overskuddet til at stige med mere end 100 mio. kr. til 176,4 mio. kr. før skat.
2013 blev dermed koncernens 20. år i træk med fremgang i enten top eller bund af regnskabet.
LÆS OGSÅ: ”Her er modebranchens Gazeller”
Særligt vokser forretningsområdet sko eksplosivt med en fremgang i salget af sneakers på omkring 40% sidste år.
Sneakers-forretningen udgør nu, efter blot 6 år med salg af sko, knap en tredjedel af salget. Målsætningen er at runde 2 mio. par om året inden for godt et år, fortæller Hummel-direktøren.
Koncernen udskriver i år et ekstraordinært stort udbytte på 200 mio. kr. til ejerkoncernen Thornico, der ejes af Christian Stadil. Hummel Holdings egenkapital er herefter 295 mio. kr.
Kilde: DM&T