Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

Cambodja: NGO’er opfordrer til demonstration

Efter drabene på fire demonstranter i sidste uge kalder flere NGO’er nu til demonstrationer foran Cambodjas ambassader.
Efter drabene på fire demonstranter i sidste uge kalder flere NGO’er nu til demonstrationer foran Cambodjas ambassader.

En uge efter, at mindst fire demonstranter blev dræbt og yderligere knap 40 såret af skud, affyret af cambodjansk politi, kalder en gruppe internationale NGO’er til demonstrationer foran Cambodjas vestlige ambassader i dag.

Organisationerne, der blandt andre tæller Clean Clothes Campaign, International Labor Rights Forum og Worker Rights Consortium, opfordrer samtidig de vestlige brands, der sourcer fra Cambodja til at påtage sig deres del af ansvaret – ikke for volden – men for de lave lønninger.

”Selv om vores primære bekymring går på sikkerheden for de fængslede demonstranter, så opfordrer vi også vestlige brands til at se på langtidseffekterne af deres indkøbspraksis,” siger Jeroen Merk fra Clean Clothes Campaign i NGO’ernes fælles meddelelse.

H&M, Gap og Levi’s opfordrer parter til nye forhandlinger

Foreløbig har syv internationale brands, heriblandt H&M, Levi’s og Gap, sendt et åbent brev til Cambodjas premierminister Hun Sen samt til GMAC (Garment Manufacturers Association in Cambodia) og seks af landets største handelsorganisationer. I brevet fordømmer de blodsudgydelserne og opfordrer parterne til at genoptage forhandlingerne om mindstelønnen.

LÆS OGSÅ: ”Fire fabriksarbejdere dræbt i Cambodja”

Demonstrationerne i Cambodja begyndte juleaftensdag og udspringer af en konflikt om mindstelønnen i landet. På vegne af de godt 500.000 ansatte i landets tøj- og tekstilindustri, kræver fagforeningerne i Cambodja en fordobling af mindstelønnen fra 80 dollar om måneden til 160 dollar (ca. 874 DKK).

Tirsdag i sidste uge vedtog den cambodjanske regering at hæve mindstelønnen til 100 dollar med effekt fra februar, men det beløb var ikke tilstrækkeligt til at stoppe strejkerne, som fortsatte indtil nedskydningen i fredags.

Siden da er de fleste ansatte vendt tilbage til arbejdet på fabrikkerne, som i vid udstrækning var lukkede mellem jul og nytår. Ifølge GMAC har de seneste uger kostet den cambodjanske tøj- og tekstilindustri over 250 mio. dollar (ca. 1,4 mia. kr.).

Kilder: WWD, Cambodia Daily, Drapers