Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

Fire fabriksarbejdere dræbt i Cambodja

Den seneste tids strejker og demonstrationer over lønnen i Cambodjas tøjindustri fik dødelig udgang i dag.
Den seneste tids strejker og demonstrationer over lønnen i Cambodjas tøjindustri fik dødelig udgang i dag.

(Opdateret kl. 14.58: fire dræbte) Hen over julen har Cambodjas tøj- og tekstilindustri været præget af massive strejker og demonstrationer med krav om en markant højere mindsteløn.

I dag nåede situationen et nyt blodigt stadie, da politiet affyrede skud mod de demonstrerende og dræbte mindst fire personer og sårede adskillige andre. Det beretter flere nyhedsbureauer og internationale medier.

LÆS OGSÅ: “To personer omkommet i cambodjansk fabrikskollaps”

De demonstrerende arbejdere havde angiveligt blokeret en vej syd for hovedstaden Phnom Penh, og da ni politifolk blev såret i sammenstød med demonstranterne, svarede politiet igen med ildkraft. Det fortæller talsmanden for Cambodjas militærpoliti, Kheng Tito ifølge BBC til nyhedsbureauet AFP.

LÆS OGSÅ: “Cambodjanske tekstilarbejdere besvimer på jobbet”

De godt 500.000 ansatte i landets tøj- og tekstilindustri har krævet en fordobling af mindstelønnen fra de nuværende 80 dollar om måneden til 160 dollar (ca. 874 DKK). Tirsdag vedtog den cambodjanske regering at hæve mindstelønnen til 100 dollar med effekt fra februar, men det beløb har ikke været tilstrækkeligt til at stoppe strejkerne.

LÆS OGSÅ: “Endnu en ulykke rammer tekstilindustrien”

”Arbejdernes standpunkt er et krav om 160 dollar. Hvis vi ikke får 160 dollar, så vil vi fortsætte med at protestere,” udtalte Kong Ahit, der er vice president for The Coalition of Cambodian Apparel Workers’ Democratic Union ifølge Womens Wear Daily.

Kilder: WWD, BBC, FashionUnited, AFP