Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Smartguy indgår samarbejde med britisk tøjgigant

Danmarks største online-modebutik har indgået en aftale med det britiske fast fashion-brand New Look.
Danmarks største online-modebutik har indgået en aftale med det britiske fast fashion-brand New Look.

Smartguy har indgået samarbejde med det britiske fast fashion-brand New Look. Det skriver Smartguy A/S i en pressemeddelelse.

”New Look er i Storbritannien den bedst sælgende retailer indenfor damemode til kvinder under 35 år – både når det gælder modetøj og tilbehør. Vi er særdeles stærke inden for ’fast fashion’, hvilket vil sige, at vi er dygtige til at ramme tidens modetendenser, hurtige til at producere og hurtige til at få de nye varer ud i butikkerne,” siger Anders Kristiansen, der er administrerende direktør i New Look og tidligere besad posten som vice-administrerende direktør for Bestseller Fashion Group China.

Om samarbejdet med Smartguy siger han:

LÆS OGSÅ: ”Smartguy-aktien får tæsk efter dårligt julesalg”

”Smartguy er markedsleder i hele Norden på salg af modetøj online. Vi har gennem længere tid ønsket at etablere os på det skandinaviske marked og ser derfor samarbejdet med Smartguy, som et brohoved for vores mission,” lyder det fra Anders Kristiansen i pressemeddelelsen.

Testsamarbejde er første skridt

”Hos Smartguy så vi en oplagt mulighed for at kunne tilbyde vores kunder nogle særdeles prisfikserede kvalitetsprodukter. Som kunde betaler man ikke for et dyrt brand, men får i stedet masser af value for money. Via samarbejdet med New Look får vi et brand ind i vores sortiment, hvor folkene bag er dygtige købmænd, men som endnu ikke har etableret sig på det skandinaviske marked,” udtaler indkøbsdirektør hos Smartguy, Christian Bjerre Kusk.

LÆS OGSÅ: ”Smartguy får ny direktør”

Smartguy har i første omgang indgået et testsamarbejde med New Look, hvor onlineforhandleren har købt varer for 2 mio. kroner.

”Nu tester vi, hvordan kunderne tager imod det nye brand og hvordan vi formår at sælge de nye produkter. Testsamarbejdet går begge veje, men bliver det som forventet en succes kan vores kunder se frem til at kunne købe endnu flere produkter fra New Look i 2014,” lyder det fra Christian Bjerre Kusk.

New Look lancerer hver uge mere end 800 nye produkter og styles. Virksomheden har eksisteret siden 1969, og i dag findes der over end 1.100 New Look-butikker i Storbritannien, Europa, Mellemøsten og Asien.