Name It ruller retursystem ud i Europa
Bestsellers børnetøjsmærke Name It udvider retursystem for brugt tøj til størstedelen af mærkets europæiske butikker.Sure sokker, hullede jeans og udtrådte sko – det kan alt sammen genanvendes. Sådan lyder det fra Bestseller-børnetøjsbrandet Name It, som derfor fra den 31. oktober gør det muligt for kunderne at aflevere deres brugte tøj (uanset mærke og tilstand) i størstedelen af Name Its europæiske butikker. Det skriver Bestseller i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: ”H&M har modtaget 44 tons brugt tøj i Danmark”
Siden september 2012 har Name It prøvekørt konceptet i de danske og visse af de svenske butikker, men nu bliver ordningen udvidet til at omfatte samtige Name It-butikker i Skandinavien, Island, Irland, Tyskland, Østrig og Holland.
Name It har indgået en samarbejdsaftale med den tyske gigant inden for tøjgenbrug I:CO, som Bestseller i forvejen samarbejder med i forbindelse med Jack & Jones-butikkernes retursystem.
LÆS OGSÅ: ”Jack & Jones opper bæredygtigt fokus”
Det indleverede brugte tøj bliver sendt til I:COs sorteringscentral i Tyskland, hvor det, alt efter tilstanden, enten bliver solgt til direkte genbrug eller nedbrudt til fibre, som fx kan bruges til isoleringsmateriale i biler.