Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Angela Ahrendts forlader Burberry

I mere end ti år har Angela Ahrendts haft en finger med i Burberry-spillet. Næste år hopper hun til en anden prestigefyldt koncern.
I mere end ti år har Angela Ahrendts haft en finger med i Burberry-spillet. Næste år hopper hun til en anden prestigefyldt koncern.

Burberry løfter i dag sløret for, at Angela Ahrendts forlader posten som adm. direktør i midten af 2014 til fordel for en stilling hos elektronikgiganten Apple.

Det efterlader en tom stol i det britiske modehus, og den er det planen, Christopher Bailey skal sætte sig i. Således kommer han – Burberrys nuværende kreative direktør – fremadrettet til at have to titler på visitkortet: kreativ og administrerende direktør.

Christopher Bailey har været hos Burberry siden 2001 og har været virksomhedens kreative chef i seks år. De kommende måneder kommer Angela Ahrendts og Christopher Bailey ifølge en pressemeddelelse fra Burberry til at arbejde tæt sammen om en “gnidningsfri overlevering”. Christopher Bailey kommer videre til at indtræde i bestyrelsen i god tid inden overdragelsen.

“Jeg er beæret og ydmyg over at blive bedt om at tage rollen som adm. direktør i denne virksomhed, der betyder så meget for mig. Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg kan beholde min rolle som kreativ direktør, idet jeg mener, at kreativitet og innovation har været kernen til vores succes de seneste ti år,” lyder det i en meddelelse fra Christopher Bailey, der fortsætter:

“Vi har en klar strategi at bygge videre på, et mere og mere kraftfuldt brand og et inspirerende ledelsesteam. Sammen vil vi fortsat skubbe grænserne for design, teknologi og kommunikation, samtidig med at vi aldrig glemmer vores arv, vores ‘britiskhed’ og vores værdier.”

Den afgående direktør Angela Ahrendts siger i meddelelsen, at hun forlader en koncern i god form:

“Jeg har tillid til, at Christopher (Bailey, red.) som en af sin generations mest visionære tænkere – og med Sir Johns (Sir John Peace, bestyrelsesformand for Burberry, red.) fortsatte vejledning og ledelsesholdets opbakning – kan lede Burberry til nye højder. Burberry er ikke bare et stort brand, det er i sandhed en stor virksomhed.”

Imens udtaler bestyrelsesformand Sir John Peace:

“Jeg ønsker at takke Angela (Ahrendts) personligt for at have opbygget en fantastisk virksomhedskultur og for at have ledt koncernen gennem en utrolig transformation gennem de seneste otte år. Dette direktørskift er en naturlig udvikling og sker samtidig med, at Burberry kan rapportere om endnu et stærkt halvår.”

Burberry forventes at runde en milliard pund i omsætning i første halvår af indeværende regnskabsår (der sluttede med september). På verdensplan tæller den knap 140 år gamle virksomhed 212 butikker og 215 koncessioner.

[Opdateret kl. 10.14]