Fabriksbrand i Bangladesh dræber mindst ni
Lokale medier melder om ni omkomne og 50 tilskadekomne i fabriksbrand nær Dhaka.FARLIGE FABRIKKER. En brand på tekstilfabrikken Aswad Composite Mills, som ligger i Gazipur uden for Dhaka, har ifølge det lokale medie Daily Star kostet mindst ni mennesker livet, mens 50 meldes sårede.
Branden brød ud tirsdag aften kl. 18 lokal tid, hvilket betød, at størstedelen af de ansatte havde forladt fabrikken. Ifølge fabriksdirektør Emdad Hossain var der blot 170 mennesker på arbejde, da de fleste af de 3.000 ansatte var færdige med arbejdsdagen. De omkomne arbejdede altså over, da branden brød ud, skriver BBC.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men et øjenvidne forklarer til BBC, at ilden startede fra en af maskinerne på tekstilfabrikken.
»Da lyddæmperen på maskinen eksploderede, bredte branden sig og hele fabrikken blev antændt. Herefter løb mange mennesker ud af fabrikken, men nogle få kunne ikke komme ud,« fortæller øjenvidnet, hvis navn ikke fremgår.
LÆS OGSÅ: “Rapport om fabriksbrande: Der er behov for et game change”
En anden ansat på fabrikken ved navn Liton fortæller til den bangladeshiske avis Daily Star:
»Jeg arbejdede på en af de tre sektioner for farvning. Omkring klokken seks (om aftenen, lokal tid, red.) så jeg en flamme bag mig og råbte,« fortæller han.
Han og hans kolleger skyndte sig nedenunder, mens ilden bredte sig til et kemisk varelager på førstesalen og fortsatte herfra til endnu en etage. 15 minutter senere eksploderede en fyrkedel i stueetagen, hvilket fik branden til at brede sig yderligere, fortæller Liton.
De lokale myndigheder har nu nedsat en undersøgelsesgruppe på syv personer, som skal aflevere en redegørelse inden for en uge.
Daily Star har forgæves forsøgt at få oplyst hvilke tøjfirmaer, fabrikken producerer for.
Kilder: BBC, Politiken, Daily Star, Fashion United