Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

Eksport til Mellemøsten: Potentiale for danske brands i Iran

Der er muligheder for first movers, men også forhindringer – Irak og Iran er de nye lande på modeeksportens verdenskort.
Der er muligheder for first movers, men også forhindringer – Irak og Iran er de nye lande på modeeksportens verdenskort.

Når man taler om modeeksport til Mellemøsten, så er det oftest De Forenede Arabiske Emirater med Dubai og hovedstaden Abu Dhabi, der bliver fremhævet, men andre lande i regionen er også begyndt at byde sig til.

”Der er nye markeder, fx Iran, som de færreste tænker på. Det er et meget attraktivt marked for specielt store og mellemstore virksomheder, der kan komme ind og være first movers. Mellemøsten er ikke kun Dubai, hvor der allerede er stor konkurrence,” siger Helle Meedom, der er kommerciel rådgiver på det danske konsulat i Dubai til FashionForum.

”Vi oplever en efterspørgsel på vestlige varer – man læner sig op af den vestlige kultur. Vi ser fra ambassaden i Teheran, at der er efterspørgsel på skandinaviske produkter – man ved, at det er kvalitet,” siger Helle Meedom.

Efterspørgsel på danske brands

Den udmelding bliver bekræftet på den danske ambassade i Irans hovedstad Teheran. Her er kommerciel rådgiver Parastoo Sharifi konkret blevet kontaktet af folkene bag et kommende shoppingcenter uden for Teheran, som efter planen skal stå færdigt om tre år.

”De har specifikt efterspurgt danske og andre europæiske topbrands. Det kommer til at være ligesom Dubais shopping malls med hoteller, cafeer såvel som underholdningsområder med fx skøjtebane og biografer,” siger Parastoo Sharifi, der forklarer, at efterspørgslen efter vestlige brands bunder i kombinationen af et lavt udbud og en købestærk middel- og overklasse.

LÆS OGSÅ: “Eksport til Mellemøsten: Skal man tilpasse sit design?”

”Vi har ikke nogen lokale topbrands, så der er en mulighed her. I Dubai kan du finde alt – alle brands er i Dubai – men i Iran er der et begrænset antal,” siger Parastoo Sharifi til FashionForum og forklarer videre:

”På trods af den generelle økonomiske situation (Iran har et svagt faldende BNP i faste priser i både 2012 og 2013, red.), så er mindst seks ud af landets i alt 77 mio. indbyggere ganske velstillede og kan købe hvad som helst. Baseret på de seneste statistikker består de rigeste 20 pct. af befolkningen, som har en fornuftig økonomi, af 15 mio. mennesker. Der er høj efterspørgsel og lavt udbud lige nu,” siger Parastoo Sharifi.

Vær opmærksom på toldreglerne

Hvis man overvejer at eksportere til Iran, skal man dog være opmærksom på toldreglerne, som er helt anderledes end i de meget liberale Forenede Arabiske Emirater.

”Den høje importtold, som er på 100 pct. af prisen, har begrænset den direkte import. Derfor smugler nogle forhandlere kopivarer ind fra Tyrkiet og Kina, men disse forsendelser er helt sikkert ikke af høj kvalitet. På den anden side, er der ikke stor forskel på priserne (mellem almindelige og smuglervarer, red.), og det gør, at iranerne i høj grad vælger europæiske brands, hvor de er sikre på kvaliteten og brandet,” fortæller Parastoo Sharifi.

Irak har den hurtigst voksende økonomi i regionen

Også i nabolandet Irak er der ifølge Udenrigsministeriet efterspørgsel efter danske kompetencer og varer inden for alt fra landbrug til detailområdet.

”På et tidspunkt kommer det også til det nordlige Irak (Kurdistan), som er begyndt at tænke i turisme,” siger Helle Meedom, der fortæller, at Eksportrådet under Udenrigsministeriet i disse dage tager af sted med en gruppe danske virksomheder på eksportfremstød til Erbil i det nordlige Irak (Kurdistan). Her kan virksomhederne få et indblik i markedspotentialet, møde potentielle agenter, distributører, mm.

Netop Erbil er en af de få provinser i landet, som Udenrigsministeriet ikke opfordrer folk til at rejse væk fra på grund af sikkerhedssituationen.

Ifølge Eksportrådet viser prognoserne, at Irak vil opleve en vækst på 9 pct. over de kommende fem år, hvilket gør landet til den hurtigst voksende økonomi i Mellemøsten. Sidste år havde Kurdistan-regionen i det nordlige Irak alene en økonomisk vækst på 12 pct.