Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Hver anden iværksætter får nej i banken

En ny undersøgelse om danske iværksættere peger på, at mere end halvdelen af de adspurgte virksomheder får nej til startfinansiering i banken.
En ny undersøgelse om danske iværksættere peger på, at mere end halvdelen af de adspurgte virksomheder får nej til startfinansiering i banken.

I en ny undersøgelse foretaget blandt danske iværksættere angiver over 60 pct., at de møder en “dårlig” eller “meget dårlig” indstilling hos bankerne, når de søger kapital til deres virksomhed. Over halvdelen af dem, der har forsøgt at skaffe finansiering de senere år, er nemlig blevet mødt med et afslag. Det oplyser Dansk Iværksætterforening, der i samarbejde med messen Iværk&Vækst har foretaget undersøgelsen.

Ifølge denne peger et markant flertal på finansiering som den største udfordring ved at være iværksætter anno 2013.

“Penge er et af grundstofferne, når man skal starte egen virksomhed, men det er desværre også et grundstof, som der er mangel på. De gode gamle dage, hvor man automatisk fik en kassekredit på 250.000 kr. uden at stille sikkerhed, kommer nok ikke tilbage,” forklarer Christian Walther, der er formand i Dansk Iværksætterforening, i en pressemeddelelse.

Dårlig behandling i bankerne

De danske iværksættere er mildt sagt ikke imponerede over den behandling, som pengeinstitutterne giver dem. Godt 60 pct. angiver, at bankerne har en “dårlig” eller “meget dårlig” indstilling til iværksættere, der søger finansiering. Men ifølge Christian Walther behøver et nej fra banken ikke nødvendigvis at betyde, at fremtidsdrømmene kortsluttes.

“Banker vil altid stå for en stor del af lån og finansiering til iværksættere, men ikke i samme grad som tidligere, fordi mange har mistet en del af tiltroen til dem. Vi kommer til at se et nyt finansieringsmarked, som man kender det fra andre lande, hvor man i langt mindre grad bruger banker,” fortæller Christian Walther.

Kreativ kapitaljagt

Denne udvikling genkender Eva Vedel, der har et mangeårigt kendskab til iværksættermiljøet og via sin virksomhed Expo Viva hvert år arrangerer iværksættermessen Iværk&Vækst.

“Vi oplever en langt større kreativitet blandt iværksætterne, når det handler om at søge kapital. Den traditionelle tur til banken afløses af eller kombineres i stigende grad med såkaldt crowdfunding eller et besøg hos business angels. Disse nyere finansieringsformer udvider samtidig partnerkredsen, så man har udsigt til at få tilført både friske kompetencer og kapital,” siger Eva Vedel i en meddelelse.