Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Inditex har tjent over 7 mia. kr. på et halvt år

Det spanske modekonglomerat, der ejer Zara, har fremlagt halvårsregnskab.
Det spanske modekonglomerat, der ejer Zara, har fremlagt halvårsregnskab.

Inditex har i dag offentliggjort deres regnskab for første halvår af 2013. Tallene viser, at omsætningen hos den spanske modegigant er steget med 6 pct. sammenlignet med første halvår af 2012.

I alt har Inditex omsat for 7,65 mia. euro (57,05 mia. kr.) i de første seks måneder af 2013. I samme periode sidste år lå omsætningen på 7,24 mia. euro (53,99 mia. kr.). Det skriver Inditex i en pressemeddelelse.

På bundlinjen er der ligeledes fremgang at spore på trods af et skidt salg i foråret. Netto-indtjeningen endte på 951 mio. euro (7,09 mia. kr.) mod 944 mio. euro (7,04 mia. kr.) i første halvår af 2012.

”Vi er tilfredse med vores performance,” udtaler Inditex’ capital markets director Marcos Lopez og tilføjer, at resultaterne ”er skabt under meget krævende forhold.”

De seneste år har koncernen i snit åbnet ca. én ny butik – hver dag. I første halvår af 2013 er der imidlertid blevet skruet lidt ned for tempoet i forhold til butiksåbninger, og der er kun åbnet 95 nye butikker sammenlignet med 166 butiksåbninger i første halvår af 2012.

I alt råder virksomheden pt. over 6.104 butikker på verdensplan fordelt på de otte butiksformater: Zara, Pull & Bear, Massimo Dutti, Bershka, Stradivarius, Oysho, Zara Home og Uterqüe.

Inditex har knap 123.000 ansatte på verdensplan.