Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Ver de Terre fejrer 20-års jubilæum med omsætningsvækst

Den danske flyverdragtproducent fylder tyve i år og satser på at slutte jubilæumsåret med en omsætningsvækst på tyve procent.
Den danske flyverdragtproducent fylder tyve i år og satser på at slutte jubilæumsåret med en omsætningsvækst på tyve procent.

Et hurtigt blik på secondhand-portalen Trendsales afslører, at der lige nu er mere end 600 brugte Ver de Terre-børneflyverdragter til salg.

Og selvom mærket i år kan fejre 20-års jubilæum, ser designer og stifter af Ver de Terre Karin Brandt da også stadig de allerførste modeller helt tilbage fra 1993 på tumlinge i gadebilledet i dag.

”Flyverdragten har været med hele vejen. Den går i arv fra barn til barn, og ofte ender den med at blive solgt på nettet,” lyder det fra designeren.

Hun peger på, at flyverdragternes popularitet skyldes to ting: Dels har Karin Brandt og Ver de Terre holdt fast i nogenlunde samme klassiske design i samtlige tyve år, så overtøjet stadig virker tidssvarende, og dels er flyverdragterne produceret til at kunne gå i arv.

Men med den kyniske brille på næsen, kunne man vel sige, at det kan være problematisk at lave et produkt, der er så holdbart, at det gives videre fra generation til generation, men sådan ser Karin Brandt ikke på det:

”Man kunne selvfølgelig godt vælge at se det som farligt for salget. Men for mig er kvaliteten altafgørende. Det er også derfor, vi ikke laver t-shirts og den slags. Jeg ser det som en enorm styrke at stå for et godt produkt,” lyder det fra designeren.

Hos Ver de Terre er der da også stort fokus på, at børnene skal kunne bevæge sig i tøjet:

”Børn tænker ikke som deres forældre, og forældre tænker selvfølgelig heller ikke som børn. Og godt for det,” siger designeren og fortsætter:

”Forældre er optagede af, at deres børn hverken fryser eller har det for varmt, at de har det godt uanset vejret. Og børnene skal bare helst slet ikke tænke på, at de har overtøj på. Derfor valgte vi fra starten at producere flyverdragten i gummi med Thermolite og bomuldsfoer, fordi den gør både forældre og børn glade.”

Ver de Terre sælges i 200 butikker verden over, fra USA, Canada, Grønland og Rusland til Japan og Korea. Men det er stadig Skandinavien, der står for majoriteten af omsætningen – 74 pct. af salget sker på det nordiske hjemmemarked.

Ser man på selskabets økonomi, bød 2012 på et markant fald i både bruttofortjenesten og bundlinjen. Fortjenesten havnede således på 782.000 kr. mod 2,8 mio. kr. året inden, mens nettoresultatet blev skrevet med røde tal: -917.000 kr. mod et overskud på 627.000 kr. året inden.

Faldet skyldes ifølge designer og ejer Karin Brandt, at man i fjor indkøbte nyt it-system og i samme åndedrag fik ryddet ud i både gamle debitorer og tilrettet prisstrukturen. Samtidig har man ansat en ny medarbejder og er flyttet i dyrere lokaler – alt sammen faktorer, der trækker nedad på bundlinjen. Men omsætningen faldt også, fortæller designeren, der imidlertid ikke opgiver hvor meget men peger på krisen som årsag:

”Nogle (butikker, red.) har holdt stand i lang tid, men den gik bare ikke længere,” siger hun til FashionForum.

Man forventer dog, at regnskabet for 2013 havner bedre. På både indsalget i forår og efterår (der ikke er helt afsluttet endnu, red.) har man set vækstrater på 20 pct., og designeren forventer, at omsætningen havner i omegnen af 12 mio. kr.

Og Ver de Terre har sandelig heller ikke planer om at lade sig kue, siger Karin Brandt:

”Vi er som vores design – vi holder og holder.”