Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Masai forbedrer bundlinjen med knap en tredjedel

Den københavnsbaserede tøjvirksomhed Masai fortsætter fremgangen, der begyndte helt tilbage i 2008. Blandt andet er virksomhedens årsresultat steget 27 pct.
Den københavnsbaserede tøjvirksomhed Masai fortsætter fremgangen, der begyndte helt tilbage i 2008. Blandt andet er virksomhedens årsresultat steget 27 pct.

Masai Clothing Company-koncernen har netop afsluttet regnskabsåret 2012/13 med en stigning i omsætningen på 17 pct. fra 212 mio. kr. til 286 mio. kr.

Omsætningen uden for Danmark steg med 24 pct. til 189 mio. kr. Fremgangen var særlig tydelig i England, Finland, Sverige, Tyskland og Schweiz. I Danmark steg omsætningen med 6 pct. til 97 mio. kr.

Grunden til den fortsatte vækst er ifølge Masais adm. direktør Sune Bjerregaard en strategi om at holde fast i Masai-konceptet og samtidig udbrede Masai i individuelle modebutikker i forskellige lande.

”Vi arbejder systematisk med de ideer, vi tror på, vi lytter til vores kunder, og udvikler forretningen så den hele tiden er i takt med tiden,” siger Sune Bjerregaard til FashionForum.

Strategien virker

Og den strategi ser ud til at virke, for ifølge direktøren viser Masais kollektioner sig salgbare på alle de markeder, som de netop “bearbejder systematisk”.

”Kunderne er vilde med Masai når først de lærer kollektionen at kende,” siger direktøren og vurderer på nogle af årsagerne til væksten.

”I England modtages Masais kollektioner fortsat meget positivt med en kraftigt stigende ordreindgang til følge. I Finland og Schweiz fortsætter ordreindgangen med at stige kraftigt oven på allerede pæne stigninger i tidligere år. På det tyske marked har yderligere investeringer i salg og markedsføring resulteret i en stigende ordreindgang.”

LÆS OGSÅ: Dominoeffekt: Masai vil vækste i udlandet

Koncernens egne butikker i Danmark og Sverige bidrager med 26 pct. af den samlede omsætning. Omsætningen i de svenske butikker er blandt andet steget på grund af en butiksåbning i Sverige.

”Detailomsætningen i Sverige er øget som følge af åbningen af en ny butik i foråret 2013 samt et stigende salg i de eksisterende svenske butikker. Omsætningen i virksomhedens butikker i Danmark er også steget pænt som følge af forbedret kundeservice og markedsføring.”

Vi er på rette vej

Koncernens driftsresultat steg 31 pct. fra 48 til 80 mio. kr., svarende til en overskudsgrad på 28. Årets resultat efter skat steg 27 pct. fra 36 til 61 mio. kr.

Koncernen forventer ifølge pressemeddelelsen også en stigende omsætning og resultat i det kommende regnskabsår som følge af en øget ordreindgang fra en gros kunder, særligt på eksportmarkederne.

”Masais omsætning udenfor Danmark steg med 24 pct. så eksporten nu udgør cirka 2/3 af omsætningen, og den er fortsat stigende. Det er en stærk fremgang som bekræfter, at vi er på rette vej,” slutter Sune Bjerregaard.