Ingeniørkonkurs spænder ben for Bestseller-byggeri i Aarhus
E. Pihl & Søn gik konkurs for to dage siden, og det får konsekvenser i Bestseller. Det var nemlig E. Pihl & Søn, der stod bag den nye Bestseller-kontorbygning på Aarhus havn.Da den store ingeniørvirksomhed E. Pihl & Søn indgav konkursbegæring forleden, fik det konsekvenser langt u i erhvervslivet. Således skriver aoh.dk i dag, at Midtjyllands største virksomhed, tekstilgiganten Bestseller i Brande, kommer i klemme efter konkursen.
I Aarhus har ingeniørvirksomheden nemlig stået bag opførelsen af Bestsellers nye kontorbyggeri til 500 medarbejdere på havnen.
Byggeriet ned mod havnen er skudt godt i vejret, men med konkursen er alt lukket ned, oplyser Bestsellers pressechef Mogens Werge ifølge aoh.dk.
“Det er enormt trist først og fremmest for dem, som er direkte berørt som ansatte i firmaet og hos underleverandørerne. Der er jo nogen, der mister deres arbejde. For os er det selvfølgelig ærgerligt, for der sker jo en forsinkelse, og der en masse, der skal afklares omkring, hvordan vi kommer videre med det byggeri, vi havde set frem til skulle stå færdigt i slutningen af næste år,” siger pressechefen.
Mogens Werge fortæller, at man i koncernen afventer kurators behandling og forslag til at få andre til at fortsætte byggeriet.
“Vi aner ikke, hvor meget det bliver forsinket. Det kommer an på, hvor hurtigt det kommer i gang, og hvordan det kommer i gang. Håbet er, at der snart kommer en løsning, så vi kan få arbejdet genoptaget og færdiggjort, men det ligger nok ikke lige for,” siger han.