Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

Kritik af amerikansk Bangladesh-plan

Det amerikanske initiativ til at forbedre sikkerheden på tekstilfabrikkerne i Bangladesh bliver kritiseret for ikke at være ligeså ambitiøst som den ”europæiske” Accord.
Det amerikanske initiativ til at forbedre sikkerheden på tekstilfabrikkerne i Bangladesh bliver kritiseret for ikke at være ligeså ambitiøst som den ”europæiske” Accord.

BANGLADESH. Gap, Wal-Mart, Macy’s og de øvrige parter i det amerikanske initiativ, der skal forbedre sikkerheden i den bangladeshiske tekstilindustri, mødes i disse dage i Chicago. Her vil de sætte gang i implementeringen af den såkaldte Alliance for Bangladesh Worker Safety.

Initiativet bliver imidlertid kritiseret for ikke at være lige så ambitiøst som den internationale Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh, som ca. 80 primært europæiske virksomheder har tilsluttet sig. Disse virksomheder tæller bl.a. H&M, Inditex og Primark samt seks danske virksomheder – heriblandt Bestseller, IC Companys og DK Company.

LÆS OGSÅ: ”Seks danske virksomheder underskriver Bangladesh-aftale”

I modsætning til den europæisk-funderede Accord er det amerikanske initiativ ikke juridisk bindende. Desuden forpligter underskriverne af Accord’en sig til at dække omkostningerne, hvis en fabrik har behov for reparationer eller renovering, der forbedrer sikkerheden.

I den amerikanske alliance har man i stedet valgt at lade de bangladeshiske fabriksejerne betale for udbedringerne af egen lomme. De amerikanske virksomheder stiller en pulje på 100 mio. dollar til rådighed, hvorfra fabriksejerne kan søge om lån til lav rente.

Det møder kritik fra blandt andre Worker Rights Consortium, som har været med til at udforme Accord’en.

”De beder i realiteten virksomhederne og fabriksejerne om at kontrollere sig selv. De vil have folk til at se det her, som en alternativ plan, men det adskiller sig ikke fra, hvad virksomheder har gjort i årtier uden succes,” siger Scott Nova, der er direktør for Worker Rights Consortium, til Wall Street Journal.

LÆS OGSÅ: ”Rapport om fabriksbrande: Der er behov for et game change”

Også hos IndustriALL og UNI Global Union, der fungerer som tovholdere på Accord’en, lyder der kritik af det amerikanske initiativ.

”Det (amerikanske initiativ, red.) er en bleg efterligning set i forhold til engagement og gennemsigtighed. Arbejdernes og fagforeningernes stemmer vil blive hørt højt og tydeligt i Accord’en, men de vil forstumme i Wal-Mart og Gaps plan,” siger Christy Hoffman, som er vicegeneralsekretær i UNI Global Union.

Underskriverne af både den internationale Accord og det amerikanske initiativ har forpligtet sig på aftalerne de næste fem år.