
Rud Trabjerg Pedersen afløser 1. december Chris Bigler som økonomidirektør for IC Companys. Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomheden.
Rud Trabjerg Pedersen har siden 2010 været viceøkonomidirektør i Levi Strauss Belgium og således haft øverste ansvar for finansfunktionen i denimkoncernens aktiviteter i Europa, Mellemøsten og Afrika.
Tidligere har Rud Trabjerg Pedersen arbejdet for farmaceutvirksomheden AstraZeneca, chokoladegiganten Cadbury og konsulenthuset Deloitte & Touche.
Rud Trabjerg Pedersen er uddannet cand.merc.jur fra Århus Universitet og har en MBA i ledelse fra London Business School.
Det er Rud Trabjerg Pedersens erfaring med ledelse af finansfunktioner, ERP-implementering, produktion og logistik, der har været de afgørende faktorer i valget til økonomidirektør, lyder det i meddelelsen fra IC Companys.
Den nye økonomidirektør tiltræder senest primo december, Chris Bigler fratræder 31. august 2013, idet han har sagt ja til en anden stilling.