Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge, Økonomi

Design-tyveri presser små modemærker

Det er ikke kun de store, eksklusive og verdensomspændende modehuse, som high street-kæderne lader sig inspirere af. De små designere bliver også kopieret og føler sig ofte magtesløse over for juridiske gråzoner og dyre advokat- og sagsomkostninger.
Det er ikke kun de store, eksklusive og verdensomspændende modehuse, som high street-kæderne lader sig inspirere af. De små designere bliver også kopieret og føler sig ofte magtesløse over for juridiske gråzoner og dyre advokat- og sagsomkostninger.

Er der tale om inspiration eller direkte tyveri, når designere inspireres så meget, at de går direkte hen og laver en tro kopi? Det emne sætter Politiken i dag under lup.

Her kommer et eksempel med en hat.

I 2009 skabte den danske designer Silas Adler, som er kreativ direktør for hans eget modemærke Soulland, en hybrid mellem en kasket og den klassiske hattemodel Fedora, bl.a. ved at fjerne en del af skyggen.

Silas Adlers hat vakte stor opmærksomhed og anerkendelse i branchen. Det nytænkende design blev lovprist.

Det var derfor en overraskelse, som vakte stor ærgrelse, da han et par sæsoner senere så hans innovative kreation slentre ned af catwalken hos både den store britiske kæde Topshop og flere andre modehuse.

”Nogle af hattene ser ud til at være meget, meget stærkt inspireret af mit design, mens jeg vil mene, at andre er direkte kopierede,” siger Silas Adler til Politiken.

De små føler sig magtesløse

To advokater med speciale i ophavsret og med mere end 20 års erfaring med netop dette giver Silas Adler ret i den kopiering, som han bed mærke i på de store modehuses catwalk. De er derudover ikke et sekund i tvivl om, at Soulland ville vinde en sag i retten – hvis den altså nåede så langt.

For sagen om kopiering af hatten er aldrig havnet foran en dommer. Det der gjorde udslaget var sagsomkostningerne på mindst 100.000 kr., som var langt over det, som virksomheden havde råd til at betale på daværende tidspunkt.

Silas Adlers sag er langt fra den eneste. Advokat Johan Løje udtaler til Politiken, at han især under den københavnske modeuge – som officielt starter i dag – oplever, at modevirksomhederne lader sig inspirere af hinanden.

”Tendensen, hvor små virksomheder føler sig magtesløse, når de bliver kopieret af de store modevirksomheder,” lyder det ligeledes fra brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, som årligt tager sig af omkring 25 kopisager.

”De store kan ofte slippe af sted med at kopiere, fordi de små står ret hjælpeløse,” siger chefadvokat i Dansk Mode & Textil Mikkel Gudsøe og påpeger, at mange af de små virksomheder opgiver at rejse sager, da de ligesom Silas Adler og Soulland ikke har ressourcerne til det.

Kilde: Politiken