Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi, Udland

Nyt Bestseller-mærke kommer flyvende fra start

Jacqueline de Yong, der hører under ONLY, ligger allerede i 800 butikker verden over - heraf mere end 500, der ikke hidtil har forhandlet Bestseller.
Jacqueline de Yong, der hører under ONLY, ligger allerede i 800 butikker verden over - heraf mere end 500, der ikke hidtil har forhandlet Bestseller.

Den første kollektion fra det danske mærke Jacqueline de Yong landede på butikshylderne i marts i år – men allerede nu har mærket, der hører under Bestseller-koncernen, 800 butikker på bogen, og det er især italienerne, der har efterspurgt varerne, fortæller Helle Stougaard, der er brandmanager for mærket.

”Vi startede i 18 af Globo-kædens (italiensk kæde af stormagasiner, red.) filialer, men da det viste sig, at de havde et gennemsalg af vores varer på næsten 100 pct. allerede den første måned, valgte Globo at tage Jacqueline de Yong ind i yderligere 30 filialer. Det har gjort butikkerne sultne, at de kan se, at vores mærke praktisk talt flyver over disken,” siger brandmanageren til FashionForum. I alt ligger mærket nu i 120 butikker i Italien.

Jacqueline de Yong er et selvstændigt mærke under Only-paraplyen i Bestsellerkoncernen, men det er faktisk kun 262 af de 800 butikker, der er Bestsellers egne, og mærket er da også primært tænkt som et engrosmærke, for Helle Stougaard ser drømmescenariet sådan her ud:

”Ideelt set vil 75 pct. af vores omsætning komme gennem vores globale wholesale-forretning og 25 pct. fra vores Only-butikker i det kommende år.”

Men hvordan går man fra 0-800 kunder på blot en sæson?

”Det er en kombination af messer og agenter. Vi var på Vision (messe i København, red.) og ved Bread & Butter (stor messe i Berlin, red.) var vi på ”The place to be”, som er Bestsellers egen messe . Derudover har vi agenter i otte lande, der har lavet opsøgende salg,” siger Helle Stougaard til FashionForum og fortsætter:

”Endelig har vi været godt hjulpet på vej af omtale i vigtige medier og har derfor også fået en del henvendelser fra wholesale-butikkerne selv,” siger hun. Blandt andre tyske Textilwirtschaft, britiske Drapers og den hollandske udgave af Grazia – foruden selvfølgelig FashionForum – har bragt længere omtaler af brandlanceringen.

Netop fordi allerførste kollektion blev modtaget, som den gjorde, ser Helle Stougaard da også med optimistiske øjne på den næste sæson.

”Mine forventninger til det kommende indsalg er relativt ambitiøse. Vi har en rigtig spændende tid foran os blandt andet med deltagelse på Bread and Butter i Berlin,” lyder det til FashionForum.

Efter gennem et par sæsoner at have fremvist kommende kollektioner i et eget showroom – eller nok snarere sagt en egen messe – under modeugen i Berlin, er Bestseller-mærkerne nemlig denne gang tilbage – de har lejet en hel hangar på Bread and Butter:

”Jacqueline de Yong er repræsenteret på en 60m2 stand, og jeg forventer derfor, at vi i de kommende to måneder får 100 nye kunder globalt,” slutter brandmanageren.