Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Bangladesh: H&M og Zara underskriver sikkerhedsaftale

FARLIGE FABRIKKER. De to fast fashion-giganter Zara og H&M har underskrevet en international aftale om at forbedre brand- og bygningssikkerheden på tøjfabrikker i Bangladesh.
FARLIGE FABRIKKER. De to fast fashion-giganter Zara og H&M har underskrevet en international aftale om at forbedre brand- og bygningssikkerheden på tøjfabrikker i Bangladesh.

Mens de seneste tabstal fra sammenstyrtningen af Rana Plaza i Bangladesh har passeret 1.100 omkomne, har H&M og Inditex, der er koncernen bag Zara, nu officielt tilsluttet sig sikkerhedsaftalen Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh.

Aftalen er udarbejdet af en koalition af bangladeshiske og internationale fagforeninger med IndustryALL og UNI Global Union i spidsen.

Sikkerhedsaftalen er juridisk bindende og forpligter modevirksomheder, der sourcer fra Bangladesh, til at øge brand- og bygningssikkerheden på Bangladeshs godt 5.000 tøjfabrikker.

”Brand- og bygningssikkerhed er ekstremt vigtige områder for os, og vi bruger mange kræfter og ressourcer på det. H&M har i mange år taget føringen i forhold til at forbedre sikkerheden for de ansatte i beklædningsindustrien. Med denne forpligtelse kan vi nu påvirke endnu mere inden for dette område. Vi håber på en bred koalition af underskrifter, for at aftalen kan fungere effektivt i praksis,” udtaler Helena Helmersson, chef for bæredygtighed hos H&M i en pressemeddelelse.

Aftalen skal sikre: Uafhængige bygningstilsyn, offentliggørelse af resultaterne af sikkerhedstilsyn, obligatorisk renovering af bygninger for at forebygge farer samt adgang for fagforeningerne, så de kan undervise de ansatte i sikkerhed og rettigheder – herunder retten til at nægte at udføre farligt arbejde.

”Vores stærke tilstedeværelse i Bangladesh giver os mulighed for at bidrage til en forbedring af livet for tusinder af mennesker og bidrage til samfundets udvikling. Ved at være på stedet, stille krav til producenterne og arbejde for løbende forbedringer kan vi langsomt, men sikkert bidrage til varige ændringer,” siger Helena Helmersson.

Indtil i går var tyske Tchibo samt PvH, der ejer Calvin Klein og Tommy Hilfiger, de eneste brands, der havde tilsluttet sig sikkerhedsaftalen. Det gjorde de sidste år.

Ifølge New York Times er der, hverken fundet tøj fra H&M eller Zara i ruinerne af det sammenstyrtede Rana Plaza.