Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Danske iværksættere hjælper med fabrikskontakt i Kina

Nyt dansk firma formidler kontakten mellem modevirksomheder i Danmark og fabrikker i Kina. Fokus er på nystartede brands i SMV-segmentet.
Nyt dansk firma formidler kontakten mellem modevirksomheder i Danmark og fabrikker i Kina. Fokus er på nystartede brands i SMV-segmentet.

Kommer leveringen fra Kina til tiden? Er kvaliteten så høj, som lovet? Og har de fabriksansatte ordentlige arbejdsforhold?

Outsourcing til Asien kan være en uoverskuelig affære for små og mellemstore modevirksomheder, der ikke har råd til at hyre store konsulenthuse til at skræddersy produktionsløsninger for dem.

Det vil det nystartede danske firma BRICpro råde bod på. De formidler kontakten til kinesiske fabrikker for danske virksomheder i SMV-segmentet.

”Man kan finde en fabrik blot ved at tænde for computeren, men det er svært at finde en god fabrik – det er der, vi går ind og hjælper,” siger Mads Bisgaard Christensen, der er den ene af BRICpros to grundlæggere.

Det koster ca. 12.000 kr. at blive sat i forbindelse med en fabrik gennem BRICpro. For de penge får man kontaktinfo til den fabrik, der passer bedst til ens behov i forhold til produkttype, produktionsmængde og –frekvens. BRICpro giver desuden al den information, de besidder om den pågældende fabrik i forhold til certificeringer, kapacitet og øvrige kunder samt en række fotos af stedet.

Alle skriver, at de gør noget godt

”Vi har selv besøgt alle fabrikkerne for at sikre os, at de er reelle og lever op til vores værdier,” fortæller Mads Bisgaard Christensen til FashionForum.

”Næsten alle fabrikker skriver, at de gør noget godt for deres arbejdere, og der vil vi gerne samarbejde med de fabrikker, der rent faktisk gør noget. Få fremhævet dem over for danske virksomheder,” uddyber han.

I den proces har BRICpro besøgt i alt 250 fabrikker inden for både tekstil, elektronik og møbler. Heraf har de efterfølgende valgt at samarbejde med 50 af fabrikkerne.

“Hvis man bare kunne vide sig sikker på, at alt er i orden”

Emilie Risgaard er en af de nystartede modeiværksættere, der kan nikke genkendende til den uoverskuelighed, der nemt opstår, når man skal starte et produktionssamarbejde på den anden side af kloden.

”Vi havde prøvet at søge på nettet, men det er simpelthen for stor en jungle, for er producenterne reelle og er arbejdsforholdene i orden? Der er det rart, at der er nogen, der har været ude og besøge virksomhederne,” siger Emilie Risgaard, der har etableret sit eget brand Ocean and Me, der i løbet af i år vil starte salget af loungewear-beklædning.

Emilie Risgaard får produceret cashmere-produkterne til sin kommende kollektion på en fabrik i Kina, som BRICpro har etableret kontakten til. Hun er tilfreds med det foreløbige samarbejde, men kender til den usikkerhed, der er forbundet med om producenten nu også lever op til de lovede standarder i forhold til det sociale ansvar, arbejdsforhold og miljøhensyn.

”CSR er noget, jeg har haft meget med i mine overvejelser omkring projektet, og hvis man bare kunne vide sig 100 pct. sikker,” siger Emilie Risgaard og fortsætter:

”Vi er helt nye i branchen og det eneste, vi kan gøre, er at stole på dem. Det er virkelig svært at få garanti for, at alt er i orden,” fortæller hun.

Ingen juridisk binding

Mads Bisgaard Christensen erkender, at det er umuligt for ham at give garantier og gennemkontrollere, at fabrikkerne overholder alle deadlines og aftaler, samt at de holder, hvad de lover med hensyn til arbejdsforhold, miljø, sikkerhed og resten af CSR-delen i al fremtid.

”Der er ikke en juridisk binding mellem BRICpro og fabrikkerne og du kan aldrig vide dig 100 pct. sikker, men jeg tror, at den vigtigste vurdering vi kan give, er baseret på vores sunde fornuft. Vi giver et så transparent indblik som muligt,” siger Mads Bisgaard Christensen.

”Kunden står selv for produktionsforløbet. Vi kan ikke garantere, at dit produkt bliver perfekt, men vi kan gøre så meget som muligt, så sandsynligheden for, at samarbejdet fungerer også bliver så høj som muligt,” siger Mads Bisgaard Christensen.