Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

DM&T: ”Naivt at tro, at vi kan ændre det hele”

FARLIGE FABRIKKER. Brancheorganisationen er i dialog med handelsminister Pia Olsen Dyhr om et udspil, der skal forbedre produktionsforholdene i kølvandet på fabrikstragedien i Bangladesh.
FARLIGE FABRIKKER. Brancheorganisationen er i dialog med handelsminister Pia Olsen Dyhr om et udspil, der skal forbedre produktionsforholdene i kølvandet på fabrikstragedien i Bangladesh.

Fabrikskollapset i Savar i Bangladesh, som har kostet hundredevis af menneskeliv, er det seneste eksempel på urimelige produktions- og sikkerhedsforhold i tekstilindustrien i Bangladesh.

Dansk Mode & Textil er i tæt dialog med handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) om et konkret udspil, der skal skabe bedre forhold.

”Vi har holdt flere møder i år og snakkede også sammen i går (tirsdag, red.). Det er noget, vi arbejder aktivt med og vi har en konstruktiv dialog,” siger adm. direktør i Dansk Mode & Textil Thomas Klausen til FashionForum.

Kravene skal kunne føres ud i livet

Han håber på at kunne fremlægge et fælles udspil sammen med ministeren til at forbedre produktionsforholdene efter sommeren, men vurderer, at det kan trække ud.

Til spørgsmålet om, hvordan Thomas Klausen vil sikre, at samarbejdet med ministeren ikke bare bliver ”konstruktiv dialog og gode intentioner” uden reel fremadrettet handling, svarer han:

”Vi kan selvfølgelig stille krav til vores medlemsvirksomheder, men de skal være realistiske og de skal kunne føres ud i livet. Vi kan ikke gøre det alene og det kan ministeren heller ikke. Sammen kan vi lægge maksimalt pres på både politisk og gennem brancheforeningerne, men man skal ikke være så naiv at tro, at vi alene kan ændre det hele fundamentalt,” siger Thomas Klausen.

DM&Ts strategi er derfor at få de politiske krav formuleret i et fælleseuropæisk samarbejde for at få mest mulig vægt. Det vil sige et politisk samarbejde under EU samt et branchesamarbejde mellem DM&T og deres europæiske søsterforeninger.

”NGO’erne har ikke forudsætninger for sikre ordentlige forhold”

Der er dog ikke fuldstændig enighed mellem handelsminister Pia Olsen Dyhr og Dansk Mode & Textil, når det gælder metoderne. Det blev illustreret i weekenden, hvor ministeren var ude med et krav om, at danske virksomheder skal åbne deres leverandørlister, så ngo’erne med uvildige øjne kan kontrollere om forholdene er i orden.

Et krav, som Thomas Klausen ikke er sen til at sable ned med henvisning til konkurrenceforhold.

”Hvis man har brugt mange år på at opbygge en værdikæde, som man kender indgående og som fungerer godt, så er det en konkurrenceparameter og jeg skal være ærlig at sige, at hele kontroldelen har ngo’er uden tekstilerfaring ikke nogen forudsætninger for at klare,” siger Thomas Klausen.

Han påpeger, at det indtil videre kun er mastodonten H&M, der har åbnet sine leverandørlister og at deres virksomhedsforhold på ingen måde kan sammenlignes med hovedparten af de danske modevirksomheder, som ligger i SMV-segmentet.

”Vi er villige til at gå forrest, men vi vil bare ikke gå enegang,” lyder fra Thomas Klausen.

DM&T skal mødes med handelsministeren igen i midten af denne måned for at fortsætte drøftelserne.