Skoene må tilpasse sig krisen
Ligesom med tøjsalget har krisen også ramt skobranchen i de seneste år og det har tilsyneladende banet vejen for et comeback til fodtøj i mellemprislejet.Den samlede danske detailhandel har været hårdt ramt siden finanskrisens udbrud og det gælder også for handlen med sko. Det har betydet en ændring i prisstrukturen på skomarkedet, fortæller Jens Birkeholm, der er direktør i Danmarks Skohandlerforening i et interview med FashionForum.
”Hele detailhandlen lider under krisen og det gælder også for sko. I en periode var tendensen, at det enten skulle være rigtig billigt eller rigtig dyrt, mellemsegmentet var nærmest dødt og borte,” siger Jens Birkeholm og fortsætter:
”Det segment er nu begyndt at vende tilbage igen. Det vigtigste for folk i dag er, at de får value for money og især fashion for money, når man taler om modebranchen. Kunderne er blevet ekstremt prisbevidste,” siger Jens Birkeholm.
En støvle til 1.000 kr.
Det store prisfokus var også en faktor, der blev nikket genkendende til, da FashionForum besøgte CIFF Skomessen i sidste måned og talte med folk i skobranchen.
”En støvle må i dag helst ikke koste mere end 1.000 kr.,” lød det fra Lasse Balschmidt, som er indehaver af Balschmidt Agentur og har over 20 års erfaring fra skobranchen.
Han oplever mange i branchen, der i øjeblikket forbinder mellemprislejet med en større sikkerhed rent forretningsmæssigt.
”Det kræver simpelthen for meget tid og energi, at få afsat de dyre sko. Forhandlerne køber derfor nu flere sko i mellemprislejet, som de er sikre på, at de kan afsætte til kunderne,” fortalte Lasse Balschmidt.
Det danske skomærke Gardenias undermærke Shoe Biz, der også var til stede på CIFF-messen, er netop et af de brands, der befinder sig i mellemprislejet, men ifølge PR- og marketingmanager Mia Jakobsen er deres priser ikke blevet ændret som følge af krisen.
”Skomarkedet er utroligt kompetitivt, men vi er naturligvis nødt til at sætte prisen ud fra produktionsomkostningerne,” siger Mia Jakobsen.
Hun fortæller, at Shoe Biz arbejder med en middelprisklasse som følgende: 600-700 kr. for en sandal, 600-700 kr. for en damesko og 800-900 kr. for en støvle.