Danmarks Statistiks nye tal for detailsalget er dyster læsning. Kigger man på beklædningssalget i hele første kvartal af 2013 sammenlignet med første kvartal af 2012, er der tale om et fald på knap fire pct. i år og i WEAR, som hører under Dansk Erhverv er vurderingen, at bunden ikke er nået endnu.

LÆS OGSÅ: Dansk tøjsalg i kraftigt fald

”Beklædningsbranchen er nok ikke ved vendepunktet endnu i forhold til krisen. På et tidspunkt vil omsætningen stabilisere sig, og potentialet er til stede for et opsving, men det kommer ikke, så længe forbrugerne oplever så stor usikkerhed,” siger Torben E. Hoffmann Rosenstock, sekretariatschef i WEAR under Dansk Erhverv til FashionForum.

”Det er en branche, der er hårdt ramt, fordi den er så konjunkturafhængig. Det er en af de varekategorier, som desværre ofte kan dumpe lidt ned på prioriteringslisten i forhold til forbrug, når tiderne er dårlige,” uddyber Torben E. Hoffmann Rosenstock.

Han understreger dog samtidig, at man skal være varsom med at sammenligne både enkelte måneder med hinanden og sammenligne med årene op til krisen.

“Vi skal ikke regne med at komme op på det uholdbart høje forbrugsniveau vi så lige op til krisen, så vi skal passe på med at bruge de år (2006 og 2007, red.) som sammenligning,” siger Torben E. Hoffmann Rosenstock.