Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Modeværterne til Elle Style Awards er nu fundet

I midten af maj afholdes Elle Style Awards for første gang i Danmark. Værterne, som skal styre slagets gang, er nu blevet offentliggjort.
I midten af maj afholdes Elle Style Awards for første gang i Danmark. Værterne, som skal styre slagets gang, er nu blevet offentliggjort.

Når Elle Style Awards løber af stablen 15. maj i år bliver det Pernille Rosendahl og Adam Duvå Hall, der skal styre slagets gang.

”Vi har i Pernille og Adam et stærkt værtspar til at lede os igennem modebranchens vigtigste og største prisuddeling. De supplerer hinanden godt og har begge den nødvendige evne til at være både seriøse og underholdende,” siger Cecilie Christiansen, som er chefredaktør på Elle.

”Dertil er Pernille en af Danmarks mest velklædte kvinder, og Adam ser forrygende ud i både jakkesæt og smoking, hvilket gør dem til perfekte ambassadører på en aften, hvor vi skal hylde dansk mode og aktørerne bag,” uddyber Cecilie Christiansen.

Pernille Rosendahl er igennem mange år blevet betragtet som et stilikon i Danmark. Hun brød igennem som sanger i Swan Lee og er nu vokalen i gruppen The Storm, som hun har med sin mand Johan Wohlert, tidligere bassist i det danske band Mew.

”Det er med en stor portion ærefrygt, at jeg har sagt ja. Jeg ser ikke mig selv som en del af modebranchen, men er mere sådan en, der får lov at svæve over vandene og se på branchen med barneglade øjne. Derfor glæder jeg mig til at være vært, hylde branchen og fortælle om de succeser, der er inden for dansk mode,” fortæller Pernille Rosendahl.

Adam Duvå Hall er ikke umiddelbart en person, man forbinder med modebranchen, men til gengæld har han værtserfaring fra bl.a. radio, forskellige tv-shows og andre prisoverrækkelser.

”Det er fantastisk sjovt og udfordrende at være vært på de helt store shows og prisuddelinger, og jeg glæder mig meget til at være en del af Danmarks officielle modeprisuddeling – Elle Style Awards. Mode er måske ikke min spidskompetence, men det bliver min fornemmeste opgave at skabe en festlig aften, hvor alle føler sig velkomne, og de gode historier om dansk mode bliver fortalt på en underholdende måde, så de både når ud over scenekanten og ind i folks stuer,” siger Adam Duvå Hall, som efter d. 15. maj også kan krydse modevært af på CV’et.

Se de nominerede her.

I alt er 39 personer og brands indstillet til Elle Style Awards’ 15 prisvindende kategorier; Årets Danske Designer, Årets Brand, Årets Cool Kvinde m.fl. Det er Elles dommerkomité, der vil afgøre vinderne af 13 kategorier, mens Elle og Elles læsere vil afgøre, hvem der løber afsted med de sidste to særpriser, Elle-prisen og Læser-prisen.

Elle Style Awards vil blive vist på TV3 den 27. maj 2013.