Munthe plus Simonsen har ansat Lars Bahnson som ny brand director. Lars Bahnson har gennem en årrække været ansat hos IC Companys, senest tilknyttet mærket Soaked in Luxury.

Ejer af Munthe plus Simonsen – og tidligere adm. direktør i virksomheden – Henrik Fjordbak glæder sig over nyansættelsen:

“De seneste år har vi primært haft fokus på indtjening og stabilitet, med ansættelsen af Lars styrker vi ledelsen og kan nu sætte turbo på markedsudvikling og vækst,” siger han og fortsætter:

“Lars har med succes været med til at løfte omsætningen hos Soaked in Luxury under svære markedsbetingelser. De erfaringer vil være nyttige i forhold til de forventninger, som vi har til omsætningsudviklingen for Munthe plus Simonsen.”

I en meddelelse understreger Munthe plus Simonsen, at fokus fortsat er på at udvikle mærkets nærmarkeder såvel i engrossalg som gennem åbning af flere egne butikker.