Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

Ansatte var fanget i flammerne bag låste døre

FARLIGE FABRIKKER. Pakistansk fabriksbrand er et eksempel på et uholdbart system, konkluderer rapport. Fabrikken blev sikkerheds-certificeret blot tre uger inden branden, der kostede 262 mennesker livet.
FARLIGE FABRIKKER. Pakistansk fabriksbrand er et eksempel på et uholdbart system, konkluderer rapport. Fabrikken blev sikkerheds-certificeret blot tre uger inden branden, der kostede 262 mennesker livet.

Tirsdag den 11. september 2012 omkring kl. 18 udbrød der brand på tøjfabrikken Ali Enterprises i Pakistans største by Karachi. 1.293 medarbejdere var mødt på fabrikken den dag, hvor de arbejdede med tøjproduktion på fabrikkens tre etager.

Her adskillige måneder senere er årsagen til branden stadig uopklaret, men ifølge lokale myndigheder var der enten tale om en kortslutning i de elektriske installationer eller om brand i en generator.

Da ilden brød ud og bredte sig i bygningen, forsøgte de ansatte at flygte, men i stueplan var kun én ud af fire døre ulåst. Desuden var vinduerne på de nedre etager blokeret af tremmer. På de øvre etager var der kun én tilgængelig flugtvej; via den trappe, hvorfra ilden spredte sig opad. I teorien var der andre mulige flugtveje, blandt andre dørene mellem fabrikkens forskellige afdelinger. Men disse døre var låst.

LÆS OGSÅ: Rapport om fabriksbrande: Der er behov for et game-change

Flere af de ansatte undslap ilden ved at springe ud fra de øverste etager med knoglebrud til følge.

“Det var forfærdeligt, pludselig var hele etagen fyldt med ild og røg og varmen var så intens, at vi styrtede hen mod vinduerne, smadrede stålgitteret og glasset og sprang ud,” fortæller 32-årige Mohammed Salem i den hollandske rapport ”Fatal Fashion”. Han brækkede sit ene ben efter springet fra anden sal.

En anden af de overlevende, Allah Warayo, sprang fra tredje sal.

”Vi løb mod udgangen, men der var 150-200 mennesker, der skubbede til hinanden. Jeg faldt, men fik lidt luft fra en ventilationsskakt. Jeg begyndte at skrige. En kran lavede et hul i væggen, så jeg kunne springe ud. Jeg bad brandmændene om at hjælpe min familie, men ingen lyttede,“ fortæller Allah Warayo, der mistede fem familiemedlemmer i branden.

Fabrikken var sikkerhedscertificeret

Kun tre uger inden branden blev fabrikken certificeret efter den internationale standard SA8000, som blandt andet skal sikre, at den givne fabrik overholder menneskerettighederne, ikke benytter børnearbejde, modarbejder diskrimination, samt at fabrikken er godkendt i forhold til sundhed og sikkerhed.

Forløbet omkring certificeringen af Ali Enterprises var en temmelig kompliceret proces, hvor selve kontrollen af fabrikken blev udliciteret til en regional certificeringsvirksomhed. Ifølge denne virksomhed blev fabrikken i alt besøgt tre gange. Det blev fastslået, at der var brandslukkere på fabrikken, at de ansatte havde fået træning i brandslukning, at der var faste nødprocedurer, og at der var afholdt brandøvelser.

Et efterfølgende interview med en af de ansatte gav dog et andet billede af sikkerheden. Ifølge rapporten ”Fatal Fashion”, som er udarbejdet af det hollandske Centre for Research on Multinational Corporations (SOMO) og Clean Clothes Campaign (CCC) havde hverken han eller hans kollegaer nogensinde fået træning i brandslukning. De ansatte havde forsøgt at slukke ilden, men de vidste ikke, hvordan de skulle betjene brandslukkerne og forsøget mislykkedes.

Ifølge de officielle tal omkom 262 personer i branden, hvoraf 42 blev kategoriseret som savnede eller uidentificerbare. Nogle blev levende brændt, mens andre døde af røgforgiftning.

Der var ingen brandalarmer eller sprinklere i bygningen, og hele fabrikken var proppet med brandbare materialer, herunder bunker af tøj og kemikalier.

Det tog brandvæsenet en time og et kvarter at nå frem til den brændende fabrik, og da de endelig gik i gang med at slukke ilden, løb de tør for vand. Ifølge brandchefen havde vandforsyningen været lukket i årevis på grund af ubetalte regninger.

Chefen for Karachis brandvæsen fortalte efterfølgende medierne, at redningsarbejderne i visse tilfælde var ude af stand til at identificere ofrenes køn. Identifikationen af de omkomne blev yderligere hæmmet af det faktum, at de fleste arbejdere ikke havde en kontrakt.

De manglende kontrakter og de mange uidentificerede lig har ifølge den hollandske rapport medført, at mange af de pårørende til de omkomne endnu ikke har fået nogen form for kompensation.

Læs hele rapporten: ”Fatal Fashion” her.