Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Ecco leverer flotteste resultat nogensinde

Den danske fodtøjsproducent kan se tilbage på et særdeles tilfredsstillende 2012 - således rundede Ecco for første gang en milliard i bruttoresultat.
Den danske fodtøjsproducent kan se tilbage på et særdeles tilfredsstillende 2012 - således rundede Ecco for første gang en milliard i bruttoresultat.

Ecco kan ikke bare fejre deres 50-årsjubilæum i år – de kan også fejre deres bedste resultat nogensinde.

“2012 blev et særdeles godt år for Ecco. Det skyldes først og fremmest, at Eccos medarbejdere verden over ydede en exceptionel indsats, samtidig med at vi havde betydelig succes på markedet med en række af vores produkter,” siger Dieter Kasprzak, der er adm. direktør hos Ecco, i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten.

Ecco kan således glæde sig over det bedste bruttoresultat i koncernens historie: Før skat runder fodtøjsproducenten nemlig for første gang den gyldne milliard og havner på 1,14 mia. kr. På bundlinjen skriver Ecco 684 mio. kr., svarende til en vækst på imponerende 26 pct.

Skokoncernen omsatte i 2012 før skat for 8,06 mia. kr., hvilket i sig selv svarer til en stigning på næsten en milliard: 972 mio. kr. sammenlignet med året inden.

Og årsagen til væksten skal findes i udlandet, det er nemlig i høj grad vækst på de asiatiske og nordamerikanske markeder og forbedrede resultater på de europæiske markeder, der bidrager til de flotte resultater, lyder det fra Ecco.

“Den positive udvikling på flere markeder forbedrede den geografiske balance i vores forretning, hvilket bidrog til det gode resultat,” siger Michael Hauge Sørensen, der er koncernchef i Ecco, i en meddelelse.

Eccos markeder i Asien tegner sig således nu for lige knap en fjerdedel af husets samlede omsætning mod en femtedel i 2011.

Men flotte resultater til trods er forventningerne til indeværende år relativt beskedne:

“I 2013 vil vi fortsat opleve en høj grad af usikkerhed på markederne, og en række lande vil sandsynligvis have det svært. Det kan få negative konsekvenser for forbrugertilliden og efterspørgslen. Efter flere år med høj vækst forventer Ecco i 2013 derfor en mere moderat vækst,” lyder det fra Michael Hauge Sørensen.