Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

CSR-ekspert: Bæredygtig mode baner vej for dansk produktion

MADE IN DENMARK. Der er færre og færre, der producerer tøj og tilbehør i Danmark, men der må da være nogen tilbage derude - eller hvad? Hør anden del af ekspertens input her.
MADE IN DENMARK. Der er færre og færre, der producerer tøj og tilbehør i Danmark, men der må da være nogen tilbage derude - eller hvad? Hør anden del af ekspertens input her.

Der er færre og færre, der producerer tøj og tilbehør i Danmark, men der må da være nogen tilbage derude. Det var tilgangen, da FashionForums udsendte satte gang i projekt “Made in Denmark”.

Men efterhånden som researchprocessen tog fart, kunne jeres udsendte konstatere, at der stort set ikke er nogen egentlig produktion tilbage i Danmark. Selv de stolte tekstilfabrikker på den jyske hede har efterhånden flyttet produktionen helt eller delvist til udlandet: Polen, Letland, Kina og Indien. Læs FashionForums artikelserie Made in Denmark.

Lektor ved Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på CBS Kim Sundtoft Hald, hjælper med at give et overblik over, hvad der egentlig eksisterer af produktion i Danmark – og hvorfor.

Han fortæller, at størstedelen af modebranchen og tekstilindustrien i Danmark konkurrer på pris og design, hvilket er årsagen til, at produktionen herhjemme er så beskeden.

“Det er en kamp om lønomkostninger, stabilitet og kvalitet i produktionen. Lønspændet mellem Danmark og et givent produktionsland kan være så stort, at det ikke gør det ud for en tilsvarende højere kvalitet,” fortæller Kim Sundtoft Hald og spår, at så længe lønspændet er så stort, vil vi blive ved med at rykke ud.

“Det er et kapløb”

Jeg spørger ham, om ikke det bliver mindre fordelagtigt at outsource i takt med at levestandarden højnes i produktionslandende og han medgiver, at der altid vil være et kapløb om at nå nye uudnyttede lande og dermed de laveste produktionsomkostninger først, men han mener ikke, at det bliver uaktuelt.

LÆS OGSÅ: Randers Handsker drømmer om at rykke produktionen hjem til Danmark

“Først var det Østeuropa, så Kina, dernæst Vietnam og det nyeste er Cambodia og Myanmar. Selvom levestandarden højnes i disse lande, vil spændet stadig være stort nok til, at vi kan drage fordel af det. Se fx på Rumænien, der har været medlem af EU i mange år, men hvor det stadig er meget fordelagtigt at producere i forhold til Danmark.”



Værdikæden


I Danmark er det altså mest udbredt at outsource så meget som muligt og dermed have en lav grad af ejerskab i værdikæden. Men der findes lande tæt på os, hvor den vertikale integration i værdikæden er stor – og det med succes.

Den spanske tøjgigant Zara bliver ofte brugt som eksempel, fordi de ejer stort set hele kæden og har et lokalt forankret, tæt samarbejde mellem alle led. En del af Zaras varer bliver produceret på Zaras egne fabrikker i Spanien og Portugal:

“Det giver Zara en del fordele, der faktisk gør det ud for den potentielt lavere pris, de ellers kunne opnå ved at producere i andre lande. Det betyder blandt andet. at det kun tager 14 dage fra idé til at et produkt hænger i butikken og det har vist sig at være ret værdifuldt.”

Fremtiden

Jamen, er der da slet ikke nogen mulighed for, at produktionen rykke hjem igen?

“Så længe der er et lønspænd, vil vi rykke ud. Økonomien, effektiviteten og produktiviteten er bare parametre, vi har enormt svært ved at konkurrere på! Det er nicheproduktioner vil skal satse på.”

Produktionen afhænger, som bekendt af markedet, så hvis efterspørgslen bliver stor nok, er der en fremtid for dansk produktion. Den stigende interesse for bæredygtigt producerede varer, kan fx komme til at spille en stor rolle:

“Hvis bæredygtighedsspøgelset kan presse markedet nok, således forbrugerne er villige til at betale ekstra eller hvis der sker noget nyt på det teknologiske område, kan jeg se muligheder for dansk produktion.”

Læs første del af artiklen her.