Modelbureau i top-10 over sunde virksomheder
2pm Management er gået videre i konkurrencen om at blive ”Danmarks sundeste virksomhed”.Modelbureauet 2pm kan nu bryste sig af at være i top-10 i konkurrencen ”Danmarks sundeste virksomhed”.
Hos det københavnske modelagentur har man nemlig gennem en længere periode arbejdet målrettet på at forbedre sundheden fx gennem workshops, hvor modellerne får oplæg fra en coach. Desuden har bureauet en diætist tilknyttet, der kommer og laver mad med modellerne, så de lærer om sund og varieret kost og om korrekt energiindtag.
Endelig har bureauet to ugentlige træningssessioner med en fysisk træner, der hiver både modeller og kontorpersonale gennem hårde træningspas.
Ifølge 2pm’s kreative direktør og medstifter Peter Damgaard gør tiltagene, at modellernes sundhed er blevet markant forbedret med tiltagene, og at bureauet hurtigere kan spotte faresignaler.
”Når vi ser modellerne to gange om ugen til træning, kan vi spotte det hurtigt, hvis der fx er en, der mangler energi, eller som melder afbud til træningen flere gange i træk. Så tager vi en samtale med vedkommende for at finde ud af, hvad der er galt,” siger Peter Damgaard, der med egne ord kun har oplevet én model, der led af en spiseforstyrrelse i 2pm’s knap 14-årige historie.
Det er Dansk Erhverv, Dansk Firmaidrætsforbund og SundhedsDoktor, der står bag konkurrencen, som har til formål at sætte sundhed på dagsordenen både politisk og ude i virksomhederne samt udbrede den erfaring og viden, der er inden for sundhedsfremme.
I konkurrencen bliver virksomhederne vurderet efter en tredelt proces, hvor virksomhedernes sundhedsansvarlige først skal besvare en indledende undersøgelse. Dernæst følger en anonym medarbejderundersøgelse og endelig et fem-timers besøg på virksomheden, hvor en konsulent besigtiger virksomhedens fysiske rammer og interviewer den sundhedsansvarlige.
For Peter Damgaard betyder det ekstra meget at være med fremme i feltet i konkurrencen, fordi 2pm repræsenterer en branche, der næsten kun er kendt for manglen på sundhed og anorektiske modeller.
”Vi bliver hevet frem som bagsiden af medaljen to gange hvert år til modeugerne, så det betyder rigtig meget for os at blive anerkendt for vores indsats. Der er sket mange positive tiltag i branchen, men der skal ske mere og jo flere af de her initiativer, der kommer frem, desto mere bliver branchen forhåbentlig opmærksom på arbejdet med sundhed og hopper med på vognen,” siger Peter Damgaard.
Der er 10 virksomheder tilbage i konkurrencen, som alle dyster om titlen, som ”Danmarks sundeste virksomhed”:
2pm Management ApS, København
Autismecenter Nord-Bo, Aabybro
AXA Power, Odense
Bornholms Hospital, Rønne
Codan Forsikring A/S, København
Novo Nordisk, Bagsværd
Parker Hannifin Danmark ApS, Ballerup
Seritronic I/S, Støvring
Skodsborg Kurhotel & Spa A/S, Skodsborg
TRE-FOR A/S, Kolding
Der har i alt været 120 deltagende virksomheder i konkurrencen og vinderen bliver kåret den 23. april.