Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Udstiller fra Peru: Københavns modeuge er gennemført

Bæredygtigt børnetøj fra Peru/New York gæster den københavnske modeuge for første gang og er begejstret trods få indkøbere.
Bæredygtigt børnetøj fra Peru/New York gæster den københavnske modeuge for første gang og er begejstret trods få indkøbere.

“Det emmede allerede af design, da jeg ankom til Københavns Lufthavn,” fortæller Jacqueline Becker, der er i København for første gang for at deltage i modeugen. Hun er halvt amerikaner, halvt peruvianer og kommer direkte fra modeugen i London, hvor hendes brand Max Organix blev vist frem for første gang.

Det er anden dag på messen, og det ser ifølge udstilleren sløjt ud med indkøberne, men alligevel smiler Jaqueline Becker, for hun har et ret godt indtryk af København og vores modeuge allerede:

“Det er ret inspirerende at være her. Byen er smuk, og det hele er så gennemført,” siger hun og fremhæver den visuelle identitet, CIFF-messen har. Desuden finder hun en del inspiration ved at gå rundt og kigge på de andres stande.

“Det er så inspirerende at være her og se den danske stil. Jeg synes, at dansk stil er praktisk men med kant. Det er simpelt og har gode detaljer, og så synes jeg, at kvaliteten er god,” siger hun til FashionForum.

Sløjt med indkøberne
Det er ikke mange indkøbere, der har gæstet Max Organix stand indtil videre. Jacqueline Becker er ikke helt sikker på, om det skyldes standens placering, eller om der bare ikke er så mange besøgende i år.

Hun har ikke fået nogle aftaler i bogen endnu, men overraskende nok har Max Organix fået en del interesse fra spanske indkøbere – og det både på messen i London og her i København.

Max Organix er omtrent et år gammelt. Det er en Jacqueline Becker fra Lima og Leda Duif fra New York, der står bag. De to kvinder manglede 100 pct. organisk tøj til drenge i alderen 0-4 år.

“Der er mange, der bruger organisk bomuld, men så farver de det paradoksalt nok med sindsygt giftige kemikalier. Vores varer er derimod farvet med naturlig farve fra forskellige planter og grøntsager.”

De tager hensyn til de små drenge, men også til naturen – og ikke kun ved at producere bæredygtigt, men også ved løbende at donere penge til bevarelsen af en truet bjørneart i Peru. Og det er selvfølgelig også derfor, deres logo er en bjørn.