Favoritshow - Det glæder modeugebossen sig til
I dag guider Anne Christine Persson, udviklingsdirektør for modeugen, dig gennem nogle af modeugens bedste shows og giver dig sit bud på, hvad der gør vores modeuge til noget helt særligt.Sædvanen tro kickstarter FashionForum Copenhagen Fashion Week med Modeugens Aktører. I dag kan du møde udviklingsdirektør for Copenhagen Fashion Week Anne Christine Persson.
Hvad glæder du dig allermest til ved modeugen?
“Først og fremmest glæder jeg mig til at se de mange folk der kommer, hvad de synes om modeugen og om vi kan få skabt den gode stemning, vi arbejder på. Dernæst glæder mig til at onsdag forhåbentlig er veloverstået, fordi det er den dag der er mest arbejde og den dag, hvor der er allermest, der kan gå galt. Og så glæder jeg mig selvfølgelig meget til at se de nye kollektioner.”
Hvad gør Copenhagen Fashion Week til noget særligt?
“Sammenspillet mellem modeugen og byens øvrige liv er unikt. Jeg har lige været til modeuge i Paris, hvor der, udover et par meget velklædte mennesker, ikke var mange tegn på, at en modeuge var i fuld gang. Københavns lille størrelse og indsatsen for at inddrage så mange som muligt gør, at hele byen summer af modeuge. Og så er vi ret gode til at gøre modeugen hyggelig, så det, trods de mange shows, messer og arrangementer, ikke bliver en stressende oplevelse. Desuden er det her en skandinavisk modeuge, hvor der fortrinsvist vil være skandinaviske mærker at se.”
Hvilke shows glæder du dig mest til?
“Jeg glæder mig til at se Anne Sofie Madsen, Asger Juel Larsen og Freya Dalsjö. Det er tre unge, talentfulde designere, der symboliserer en ny retning inden for dansk mode, jeg godt kan lide. De er meget forskellige, men har alligevel en del fællestræk; de har alle uddannet sig og arbejdet i udlandet, de har store armbevægelser og udfolder en utøjlet kreativitet. Deres formsprog, silhouetter og design er mere avantgarde end vi er vant til her i Danmark og det synes jeg er befriende.”
“Dernæst glæder jeg mig til at se store, imponerende shows som Bruuns Bazar, Sand og By Malene Birger. Det er tre veletablerede modehuse, hvis shows plejer at få hele armen. Jeg har hørt en lille fugl synge om, at Sand stiller op med et godt, internationalt modelcast, hvilket jeg ser meget frem til. Ellers er jeg især spændt på at se Bruuns Bazars nye designretning, der er blevet mere minimalistisk og sprød. Jeg forventer en ren og lækker kollektion. Og så har by Malene Birger ti-års jubilæum, så jeg ved at showet bliver endnu vildere og mere imponerende, end det plejer at være.”
“Den sidste gruppe danske designere jeg glæder mig til at se, er Wood Wood, Henrik Vibskov, Peter Jensen, Soulland og Stine Goya: De var engang de nye, unge designere, men de er nu blevet en fast, stærk del af den etablerede danske modescene og jeg har fulgt dem siden starten. Det er fem brands, der har bibeholdt den uhøjtidelige og lette tilgang til moden og som alle leverer stærke, velproducerede shows hver gang. Her er der altid overraskelser og velklædte piger og drenge.”