Inditex, den spanske modekoncern, der blandt andet står bag Zara, har i dag offentliggjort information om regnskabsårets første ni måneder. Og det ser flot ud.
Inditex’ nettoomsætning steg med 17 pct. til 11,3 mia. euro (84,3 mia. kr.). Resultatet (EBIT) for perioden steg til 2,2 mia. euro (16,3 mia. kr.) mod 1,6 mia. euro (knap 12 mia. kr.) året inden.
Samtidig åbnede Inditex 360 ny butikker fordelt på koncernens mærker Zara, Zara Home, Pull & Bear, Massimo Dutti, Bershka, Stradivarius, Oysho og Uterqüe. Af disse findes kun Zara i Danmark. Det betyder, at koncernen i dag driver mere end 6000 butikker fordelt på 86 markeder.
Gruppen har skabt 6600 nye arbejdspladser de seneste ni måneder og beskæftiger således på nuværende tidspunkt 116.110 ansatte.