Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Danish Fashion Institute: Politikerne skal hjælpe til i CSR-spørgsmål

Direktør i Danish Fashion Institute Eva Kruse understreger, at kontrol med leverandørers brug af kemikalier er svært - og det endda rigtig svært.
Direktør i Danish Fashion Institute Eva Kruse understreger, at kontrol med leverandørers brug af kemikalier er svært - og det endda rigtig svært.

”Denne sag viser med al tydelighed, hvor svært CSR-området er.

Sådan siger Eva Kruse, adm. direktør i Danish Fashion Institute, efter at Greenpeace tidligt tirsdag offentliggjorde en rapport, hvori fremgår at der er fundet rester af kemikaliet NPE i tøj fra tre af Bestseller-koncernens mærker.

”Mig bekendt er Bestseller blandt dem, der i dansk skala har nogle af de allermest ambitiøse auditerings- og kontrolprogrammer. Det har de dels, fordi de har arbejdet med det her i rigtig mange år, men i høj grad også fordi de er så store, at de har en stor inhouse-afdeling, der udelukkende beskæftiger sig med deres CSR-initiativer og kontrol,” fortsætter direktøren.

Hun understreger imidlertid videre, at landskabet af modevirksomheder i Danmark ikke udgøres af virksomheder af Bestsellers størrelse men derimod af flere hundrede små- og mellemstore virksomheder:

”De har ikke hverken kapacitet, økonomi eller viden til at gennemføre, auditere eller føre kontrol med hele deres leverandørkæde.”

Hun mener derfor, at det er vigtigt, at politikerne kommer på banen og hjælper blandt andre organisationer som Danish Fashion Institute med at hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at løse modebranchens alvorlige miljøbelastning, både der hvor tøjet produceres, men også i forbindelse med forbrugernes sundhed.

”Sagen her viser, at det også er en stor brancheudfordring og derfor både samfundsmæssig og politisk opgave. Vi skal have politikerne på banen,” understreger Eva Kruse og fortsætter:

”Vi kan bruge dette momentum til at kaste lys på, at det her område er rigtig, rigtig vigtigt. Men også at det er uhyre svært for virksomhederne at kontrollere det. Med tusindvis af varenumre og hundredvis af leverandører og endnu flere underleverandører i mange forskellige lande langt væk fra Danmark er det en virkelig vanskelig opgave for alle – og især også for de små og mellemstore er det næsten uoverstigeligt at klare opgaven alene.”

Eva Kruse tilføjer, at hun faktisk er mindre bekymret for Bestseller, end hun er for de små virksomheder.

”Små virksomheder kender jo typisk kun første tier af deres leverandører, og der kan jo i sig selv være tale om flere hundrede leverandører. Og som en mindre virksomhed har man heller ikke den samme gennemslagskraft overfor krav til leverandørerne, som en stor virksomhed kan have.”

Hun forklarer, at det, man som virksomhed typisk gør i dag – hvilket Bestseller også gør – er, at man får leverandørerne til at underskrive aftaler om forhold, såvel sociale som miljømæssige, fx. også regler om brug af bestemte kemikalier. Dernæst kan man gennem stikprøvekontroller analysere om varerne efterfølgende lever op til de aftale krav.

”Men nogle gange er der leverandører, der ikke leverer efter aftalen. Og det må den enkelt virksomhed således efterfølgende reagere på. Det er vel det, der er sket i denne situation, og det vil kunne ske igen. Det kan ske for alle virksomheder i branchen. Fordi de eneste og bedste kontrolmuligheder, der findes, er kombinationen af stikprøveundersøgelser og præcise kontrakter med leverandørerne.”

Danish Fashion Institute-direktøren nævner videre det nordiske NICE-projekt, som er et initiativ blandt de nordiske landes modeorganisationer for at styrke modebranchens viden og fokus på bæredygtighed.

”Her er det målet blandt andet at kunne igangsætte uddannelsesinitiativer og give modevirksomhederne og leverandørerne nogle redskaber, som skal styrke virksomhedernes – store som små – evner til at tackle de miljømæssige og sociale påvirkninger branchen har på verden.”

Det gælder nemlig, påpeger hun, om at få den viden, der er tilgængelig i dag, kommunikeret helt ud i den lille landsby i Indien, hvor fx produktionen foregår:

”Det er ikke billigere at bruge giftig kemi end at bruge ufarlig kemi. Det handler om viden og uddannelse, og det er svært at styre i leverandørkæden for mange virksomheder. De her problemstillinger er branchens og skal løses kollektivt, og Danmark skal tage det alvorligt, fordi mode er et af vores vigtigste eksporterhverv.”