Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Nordisk Råd sætter - for første gang nogensinde - fokus på mode

Nordisk Råd har i dag vedtaget at der fremadrettet skal stilles skarpt på mode - med særlig vægt på CSR - som et politisk indsatsområde.
Nordisk Råd har i dag vedtaget at der fremadrettet skal stilles skarpt på mode - med særlig vægt på CSR - som et politisk indsatsområde.

Nordisk Råd har i dag for første gang nogensinde valgt at sætte fokus på mode. Det sker under overskriften Ny Nordisk Mode, et projekt udviklet af Nordic Fashion Association i samarbejde med Nordisk Råd. Her foreslår man en lang række tiltag, der skal støtte, udvikle og samle den nordiske modebranche med sigte på fælles eksportinitiativer og grøn vækst.

Nordic Fashion Association er en sammenslutning af 10 modeorganisationer i Norden og repræsenterer mere end 8.000 modevirksomheder. Nordic Fashion Association leder endvidere det bæredygtige projekt NICE. (Nordic Initiative, Clean and Ethical).

Principiel men vigtig
Nordisk Råds beslutning om at støtte området mode er i første omgang udelukkende principiel – der følger ikke en sæk penge med – men ikke desto mindre er der tale om en skelsættende beslutning, fordi Nordisk Råd aldrig tidligere har sat mode på dagsordenen.

Videre har Nordisk Råd tæt forbindelse til Nordisk Ministerråd, som er de nordiske regeringers samarbejdsorgan. Og dette bindeled gør det immervæk nemmere at få mode helt til tops på den politiske dagsorden, forklarer Eva Kruse, formand for Nordic Fashion Association og direktør for Danish Fashion Institute:

Tackles bedst i fællesskab
”De udfordringer, den nordiske modebranche står over for i disse år, tackles bedst i fællesskab. Både bæredygtighedsaspektet og den globale konkurrence er udfordringer, som små lande og små og mellemstore virksomheder har svært ved at tackle på egen hånd,” siger formanden, som fortsætter:

”Med Ny Nordisk Mode har Norden muligheden for at positionere sig som førende inden for bæredygtighed og skabe en unik eksport- og brandplatform, der kan sikre en stærk positionering af nordisk mode internationalt. Derfor er vedtagelsen af Ny Nordisk Mode i dag enormt vigtig.”

Nordiske kerneværdier – og CSR
Ideen med Ny Nordisk Mode bygger ifølge Nordic Fashion Association på de nordiske kerneværdier for designtradition og med et nyt skærpet fokus på bæredygtighed og samfundsansvar.

Og hensigten har hele tiden været at skabe en stærk brandplatform med særligt fokus på bæredygtighed, hvilket kan sikre Norden i den globale konkurrence, skabe øget eksport og fastholde arbejdspladser i Norden.

Det skal efter det nyligt vedtagne forslag fra Nordisk Råd ske gennem:

  • Udvikling af fælles nordisk vidensdeling, online såvel som gennem efteruddannelsestilbud til medarbejdere og ledelse i modevirksomheder samt til indkøbere, kommunikations- og butikspersonale
  • En samlet indsats for genanvendelse af tekstiler og tøj i Norden samt fokus på udvinding af flere nordiske råmaterialer til brug i tekstilindustrien.
  • Fælles eksportinitiativer med fokus på afsætningen af nordisk mode til internationale markeder, blandt andet gennem styrkelse af Nordens modeuger.