Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Jackpot: Vi havde set for meget

Hos Jackpot havde man set for meget, til ikke at begynde at arbejde intenst med CSR. Nyeste projekt er en test af systemet Ecometrics, der gør designere i stand til at arbejde direkte med bæredygtighed.
Hos Jackpot havde man set for meget, til ikke at begynde at arbejde intenst med CSR. Nyeste projekt er en test af systemet Ecometrics, der gør designere i stand til at arbejde direkte med bæredygtighed.

Som man tidligere har kunne læse på FashionForum, har Jackpot gennem en årrække arbejdet med sin CSR-profil overfor forbrugerne.

Før man kan lære andre noget, må man dog selv blive klogere – og derfor er CSR nu blevet integreret i hele virksomheden – fra designproces til butiksoplevelse. 

Men hvorfor egentlig dette store fokus på CSR, kan man spørge. Er det for at kunne pudse glorien eller fordi, det ser godt ud på bundlinjen?

Det eneste rigtige
”Det er ikke for at være hellig, men i 2006 synes vi, vi havde set for meget. Man kommer til et U-land, hvor man producerer og får et stykke papir på, at tingene er i orden – og det er det. Der er ingen kontrol og ingen garantier – så selvfølgelig tænker man sit,” siger CSR & Communication-manager Maryam Azmayesh Terp til FashionForum og fortsætter:

”Man skal ikke gøre det her, fordi det er nemt og hurtigt overstået. Man skal gøre det, fordi man vil gøre det rigtige. Det er en tung opgave at løfte og det kan være virkelig uoverskueligt at starte på,” fortæller hun og påpeger, at et program måtte droppes, fordi det simpelthen var for tungt.

”Vi havde et såkaldt track & trace-program, hvor man kan følge tøjet tilbage gennem produktionen og få en masse oplysninger. Men det måtte droppes, fordi det var for krævende et modul for leverandørerne,” siger hun, men nævner i samme åndedræt:

”Men det er noget, vi gerne vil igen.”

Netop et modul, der sporer hele tøjets udvikling fra råmateriale til færdigt produkt, er nemlig noget af det, CSR-manageren mener er vigtigst for modebranchen, når det kommer til bæredygtighed: gennemsigtighed.



Integreret i alle led

Bæredygtighed forsøges integreret i alle led af Jackpot, der producerer omkring 2 mio. stykker tøj om året. For at sikre gennemsigtighed, samarbejder man med den hollandske NGO Made By, der sikrer at de ca. 70 pct. af virksomhedens leverandører, der hovedsagligt er BSCI-certificerede, holder, hvad de lover.

”Gennemsigtighed er det, branchen har brug for. Benytter man sig af udlicitering, har man ingen kontrol. Vi arbejder med faste leverandører – 80 pct. af dem har vi brugt i mere end fem år, så de kan certificeres ordentligt. Men det kræver, man har basis klar – så kan man bygge ovenpå,” siger hun og påpeger, at det i høj grad er NGO’erne med al deres viden, der hjælper med at sætte processerne i gang.

En af samarbejdspartnerne har udviklet systemet Ecometrics, der er et konkret værktøj, der måler hele et produkts bæredygtige cyklus. Det gør det nemmere for designere og indkøbere at integrere bæredygtighed i designprocesserne – her kan man gennem en tabel se alle effekter – som fx vandspild, kemikaliebrug, eller følgerne af at vælge konventionelt bomuld i stedet for økologisk – af de materialer, produktionsformer eller vaske, man vælger.

”Man sidder på den måde og kan skrue på en masse knapper og se, hvad ens forskellige designs betyder rent bæredygtighedsmæssigt – og den medregner også forbrugere, som fx hvor meget de skal vaske en style,” siger Maryam Azmayesh Terp om det relativt nye system, Jackpot er i gang med at teste og som man køber på abonnementsbasis.

”Det giver et meget større samspil mellem sourcer og designer. Vi er et brand med tonsvis af print og farver – så det er super vigtigt, at vi kan se noget blive mere bæredygtigt, hvis vi kan ændre på et par småting som en farve eller en vask,” afslutter hun.