Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

Fashion for Humanity inviterer danske Style Butler til New York

Særligt udvalgte. Det er, hvad danske Style Butler er. Sammen med kun syv andre brands fra hele verden er de nemlig udvalgt til at deltage i gallashowet i New York.
Særligt udvalgte. Det er, hvad danske Style Butler er. Sammen med kun syv andre brands fra hele verden er de nemlig udvalgt til at deltage i gallashowet i New York.

Halvdelen af det danske firma Style Butler ligger i Shanghai, hvorfor firmaets fokus ganske naturligt er på det kinesiske og japanske marked, men det kan en helt særlig amerikansk invitation måske vende op og ned på.

Det drejer sig om en invitation til at afholde show på Museum of the City of New York d. 17. oktober i år sammen med syv andre brands fra forskellige dele af verden. Style Butler sagde ja tak og er nu i fuld gang med forberedelserne.

“I modebranchen i dag, skal man være enormt fokuseret og målrettet, men man skal også gribe chancen, når den byder sig og det har vi altså gjort nu, ” siger Heidi Svarre, international wholesale manager ved Style Butler, til FashionForum og fortsætter:

“Vi har slet ikke arbejdet med det amerikanske marked, og det er heller ikke noget der står i vores forretningsplan, men vi har en dygtig agent derovre, så vi er åbne for, hvad projektet vil føre med sig.“

Projektet hedder Fashion for Humanity og samler hvert år otte designere fra hele verden og inviterer dem til at holde shows til et storstilet galla-arrangement, hvis formål er at støtte velgørende formål.

Det var et tilbud, som Style Butler ikke kunne sige nej til, for hvorfor ikke gribe chancen og se hvad der sker? Til showet har brandet skabt en del showpieces, mange flere end det plejer, for som Heidi Svarre udtrykker det:

“Det går jo ikke at vise syv kashmere-cardigans på catwalken til et gallashow. Vi skal skabe noget opmærksomhed!”

Showet holdes i aften, d. 17. oktober i New York. United Colors of Fashion, organisationen bag, støtter blandt andet uddannelsen af underbemidlede børn og unge, som gerne vil arbejde i modebranchen.