Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Forbrugsekspert: Dansk børnetøj skal konkurrere på gode ideer

"Der findes et særligt skandinavisk børneunivers. Det afspejles også i børnemoden," siger forbrugsekspert Anne Skare Nielsen, der taler ved stor konference om børn og forbrug.
"Der findes et særligt skandinavisk børneunivers. Det afspejles også i børnemoden," siger forbrugsekspert Anne Skare Nielsen, der taler ved stor konference om børn og forbrug.

Børn skal ikke længere være udstyrsstykker. Gennem en årrække – før krisen – er børn blevet klædt ud som minivoksne, men det ændrer sig så småt nu:

”I en lang periode har man solgt voksenting i børnestørrelse. Man tog egentlig bare de voksnes forbrugsræs og gjorde det til et børneunivers. Men nu sker der et ryk væk fra at gøre børn til forbrugere,” siger Anne Skare Nielsen til FashionForum.dk.

Created4Kids
Hun er partner i konsulentvirksomheden Future Navigator og er med en række andre eksperter i børn og forbrug på talerstolen ved Innovationsnetværkets store konference Created4Kids, der afholdes i Vejle den 15. november.

Her ser man nærmere på, hvordan man bedst designer til børn – og måske endda tager børnene med i selve designprocessen. Børn skal nemlig ses som meget mere end forbrugere – de skal ses som kreativt tænkende væsener. Det er nemlig processen og de gode ideer, der skal i fokus i Danmark, mener Anne Skare Nielsen:

Markedet er mættet
”Markedet er helt ærligt mættet for børnetøjsbutikker, der sælger flyverdragter online. Vi kan ikke konkurrere på omsætning herhjemme, for vi stjæler i princippet bare markedsandele fra hinanden, og produktionsomkostningerne er alt for høje til at vi kan konkurrere på pris med fx Kina,” siger hun til FashionForum.dk og fortsætter:

”Vi skal i stedet være et eksperimentarium. Vi skal leve af at levere så gode ideer og innovative produkter, at resten af verden har lyst til at finansiere.”

Et særlig skandinavisk børneunivers
Endeligt understreger Anne Skare Nielsen, at der er stor forskel på, hvilket marked dine produkter skal sælges på:

”Der findes et særligt skandinavisk børneunivers. Hvor der i USA er fokus på at pace sine børn og skabe gode resultater, er der i Skandinavien større fokus på at give sine børn trygge rammer og mulighed for at udfolde sig kreativt. Det afspejles også i børnemoden. Børn skal have lov til at være børn,” slutter fremtidsnavigatøren.

Create4Kids – Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædnings

Tid: Torsdag den 15. november kl. 9.30-17

Sted: Spinderihallerne, Spinderigade 11E, 7100 Vejle

Pris: 350 kr.

Tilmelding: Send en mail til: tilmeld@created4kids.dk

Program: www.innonetlifestyle.com/Create4kid