Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Brands og kæder lurer på pop-up-shops

Efterspørgslen på korte butikslejemål stiger i København, hvor lejerne får mulighed for at slippe af med et parti varer, mens der kun er småpenge i det for de pressede udlejere.
Efterspørgslen på korte butikslejemål stiger i København, hvor lejerne får mulighed for at slippe af med et parti varer, mens der kun er småpenge i det for de pressede udlejere.

De mange tomme butikslokaler i København giver især tøj- og møbelkæder giver gode muligheder for at lave en detailmæssig nålestiksmanøvre.

I hvert fald stiger efterspørgslen for korte lejemål hos ejendomsmæglere, som Business.dk har talt med.

“Hvis der er en ledig butik på Strøget, og man ved, at der vil være det i måske tre måneder, så er der mange, der gerne vil udleje den i én-to måneder, for at komme af med et lejemål,” siger Michael Lind Olesen, der direktør i Home Erhverv i København.

Han oplever flere henvendelser fra folk, der brænder inde med et parti varer, som de gerne vil af med. Han nævner blandt andet Vangsgaards bogudsalg på Rådhuspladsen.

I det gamle Daells Varehus i Fiolstræde har der i et lokale eksempelvis også været både udsalg af musik og bøger og efterfølgende af sportstøj.

Thomas Barfod, der er indehaver af Virksomhedslokaler.dk, oplever også en større søgning på korte lejemål på sin hjemmeside. På markedet for butikslokaler er det lige nu lejerne, der oftest har de bedste kort på hånden.

“Det er jo ikke traditionelt set noget, som udlejerne har været særligt begejstrede for, fordi det kræver en masse at få kontrakten på plads. Gælder lejemålet så kun i et par uger eller en måned, så får man ikke særligt meget for det,” siger han.

Det er derfor oftest en nødløsning, når en pop-up-shop skyder op i gadebilledet.

“Vi har også oplevet udlejere, der så går med til det, men det er typisk for at reparere lidt på deres tab og langt fra nogen god forretning for dem,” siger han.

Pop-up-shops behøver imidlertid ikke være lig med discount og brandudsalg af restpartier. Designerne og eventmagerne i Art Rebels brugte eksempelvis sidste år en pop-up-shop i Blågårdsgade til juleudsalg af produkter fra deres webshop med tilhørende events ved siden af salget.

Ifølge direktør Henning Bahr fra Retail Institute Scandinavia, så kan der også være en idé i at tænke pop-up-shop-begrebet mere offensivt fra udlejernes side.

“Det nytter ikke for udlejerne at gøre det som en nødløsning, så skal det være en løsning, hvor man eksempelvis vælger det som strategi, at der skal være én relevant lejer for hver årstid eller noget lignende,” siger han til Business.dk

Kilde: Business.dk