Eyes On Kenya: Stor konference i København
En ny konference har til formål at øge interessen for det kenyanske marked hos danske virksomhedsledere, stimulere diskussion og netværk blandt deltagerne.En ny konference har til formål at øge interessen for det kenyanske marked hos danske virksomhedsledere, stimulere diskussion og netværk blandt deltagerne og kommunikere hvordan virksomhederne kan gøre brug af paletten af relevante rådgivnings- og finansieringsinstrumenter.
Konferencen hedder Eyes on Kenya og afholdes 5. oktober i København. Her vil danske og kenyanske erhvervsledere dele erfaringer fra Østafrikas største økonomi og kortlægge Kenyas potentiale for danske virksomheder.
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr og udviklingsminister Christian Friis Bach deltager begge, side om side med danske og kenyanske topledere. Desuden vil repræsentanter fra udvalgte små og mellemstore virksomheder dele deres erfaringer og ekspertise.
Kenya oplever i disse år stor økonomisk vækst og rummer attraktive muligheder for innovative danske produkter og services. Kenyanske udfordringer og danske løsninger kan kobles i nye samarbejder mellem udvikling og erhvervsliv. Veluddannet arbejdskraft og store investeringer i bl.a. grøn energi, landbrug og telekommunikation skaber et levende og attraktivt forretningsmiljø. Samtidig fungerer Kenya med havnen i Mombasa som brohoved til Østafrika, et marked med over 130 millioner mennesker.
Eyes on Kenya henvender sig til danske virksomheder med blikket rettet mod det afrikanske marked. Tiden er moden til flere partnerskaber, investeringer og øget eksport. Konferencen vil stimulere netværk og videndeling mellem de deltagende virksomheder og synliggøre, hvordan disse gør brug af relevante rådgivnings- og finansieringsredskaber, og kommer godt på vej.
For mere info se www.EyesOnKenya.dk