Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne, Økonomi

JBS: Wozniacki-samarbejde har givet 500 nye forhandlere

JBS har lanceret en kollektion i samarbejde med Wozniacki - og det er endt, med at blive en stor succeshistorie for det danske mærke.
JBS har lanceret en kollektion i samarbejde med Wozniacki - og det er endt, med at blive en stor succeshistorie for det danske mærke.

For den danske undertøjsproducent JBS, der i 73 år har fokuseret på mandens inderste beklædninger, var det lidt af et scoop: et samarbejde om en undertøjskollektion med den verdenskendte tennisspiller Caroline Wozniacki.

Og kollektionen – der bliver lanceret i midten af september – har givet så meget positiv omtale og fokus på JBS, at kæden har fået en lang række nye forhandlere på.

”Vi gik meget stille med dørene, dengang vi startede det hele op for to år siden. Vi ville selv kunne lancere historien – men til sidst kunne vi mærke, på alle dem vi talte med, at vi ikke kunne vente længere. Så vi gik ud med nyheden,” siger Morten Skou, international sales manager hos JBS, til FashionForum.dk.

God ambassadør
Ifølge salgschefen har det været en rigtig god beslutning. For da først pressemeddelelsen var lavet, begyndte det at gå den anden vej.

”Så begyndte mulige samarbejdspartnere og indkøbere at henvende sig til os om produktet – vi skulle ikke selv ud og opsøge dem. Det gav en masse positive henvendelser fra folk, der synes, det er et godt scoop og et godt match mellem os og Caroline,” siger Morten Skou, der især peger på tennisspillerens gode omdømme som vigtigt.

”Vi kan se, at Caroline er kendt herhjemme – men når vi taler udlandet, er det meget mere massivt. Hun har virkelig et navn og et rygte i udlandet, der er ekstremt godt. Hun er en virkelig god ambassadør, hun er veltalende, smuk, sød og smilende – og at hun så også er en af verdens bedste tennisspillere, gør jo ikke noget,” lyder det.

Nye forhandlere
Fordi JBS altid har fokuseret på herreundertøjet, betyder den store interesse for samarbejdet med Caroline Wozniacki, at en masse nye forhandlere er kommet på.

”Vi har ikke før arbejdet med damebutikker på den måde, så det er nye forhandlere hver gang,  nogen samarbejde omkring vores produkter med Caroline. Det har indtil nu givet omkring 500 nye butikker,” oplyser Morten Skou, der samtidig fortæller, at et 4-mand stort salgsteam er på vej til USA for at starte salget der.

”Og vi er ikke engang begyndt at sende det ud endnu,” siger han, og påpeger at JBS har egne produktionsfaciliteter i Litauen, hvilket betyder, at maskineriet til sådan et samarbejde er på plads.

Og så afviser han ikke, at andre salgssamarbejder kan komme på tale i fremtiden.

”Det ved man aldrig. Men vi er sådan et firma, der putter al den gode energi i projektet, mens det står på – vi vil hellere have én god ting, end flere mindre.”