Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Danskerne køber kedeligere ind

Halvdelen af danskerne tænker i dag mere over, hvad vi bruger vores penge på, og hvor vi gør det.
Halvdelen af danskerne tænker i dag mere over, hvad vi bruger vores penge på, og hvor vi gør det.

Danskerne er blevet mere kedelige, når det kommer til skødesløst at kaste om sig med penge. Det skriver Business.dk søndag.

Siden vi i kor lærte at stave til finanskrise, tænker over halvdelen af os i dag mere over, hvad vi bruger vores penge på, og hvor vi gør det.

Det viser en ny undersøgelse lavet af analysevirksomheden Wilke for Nyhedsbureauet Newspaq. Her svarer 52,8 procent, at finanskrisen har betydning for, hvor mange penge, de bruger.

”Folk er blevet langt mere påpasselige og kigger mere på prisen. Når man ser venner og familiemedlemmer miste deres job, så er det klart, at det planter en usikkerhed, som gør forbrugerne mere tilbageholdende med at bruge penge og beholde dankortet i lommen, siger direktør i Dansk Detail, Jens Birkeholm til Newspaq.

I dag tænker forbrugerne sig gerne lige om en ekstra gang, inden de lægger pengene på bordet. Sådan var det ikke før finanskrisen, som med et hammerslag lukkede og slukkede forbrugsfesten, mener forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Frier.

Ifølge hende er vi i højere grad begyndt at fokusere på at få nok og meget for pengene og at gøre det de rigtige steder.

”Vi er blevet mindre kræsne og rynker ikke længere på næsen af eksempelvis genbrugs-børnetøj. Og så jagter vi i højere grad discountbutikkernes billigere priser,” siger Ann Lehmann Erichson, forbrugerøkonom i Nordea.

Og den pointe understøtter undersøgelsen. Faktisk fylder 64,9 procent af os hyppigere indkøbskurven med discountvarer end tidligere. Og samtidig powershopper vi knap så ofte luksusvarer som tøj. Her siger 43,4 procent af os, at vi har skåret ned på den post i budgettet.

Den tendens mærker de tydeligt i de gule Netto-butikker, som de sidste par år har mærket en markant øget tilvækst.

”Sidste år åbnede vi 15 nye butikker og har det samme på tegnebrættet i år, så der er klart kommet flere kunder,” siger direktør for Netto, Claus Juel Jensen til Newspaq.

Hos Dansk Detail er de ikke i tvivl om, at kunderne nok før eller siden finder fra discountbutikkerne og ind i tøj- og skobutikkerne igen.

Ifølge Jens Birkeholm viser de nyeste tal fra første halvdel af 2012, at butikkernes omsætning er gået 1,5-2 procent frem siden samme periode sidste år.

”Det er klart, det ikke er en stigning, som nødvendighed får vores arme i vejret, men dét, som er vigtigt, er, at det ser ud til, at der er kommet noget stabilitet, og det er helt afgørende for butikkerne,” siger han.

Undersøgelsen fra Wilke er foretaget blandt 506 repræsentative respondenter og har en usikkerhedsmarkør på 3-4 procent.

 Kilde: Business.dk