Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Udland

OL satte gang i britisk butikssalg

Butikssalget steg markant efter den første OL-uge, der lagde mange shoppingområder øde.
Butikssalget steg markant efter den første OL-uge, der lagde mange shoppingområder øde.

De engelske OL-deltageres succes vækker nationalfølelsen hos det britiske folk, der stormer til butikkerne for at købe cykeludstyr, fjernsyn og badeshorts. Det skriver Business.dk.

Pengene sidder løst på det engelske folkefærd, når deres landsmænd klarer sig godt inden for deres sportsgrene. Team Great Britain har ved de netop overståede Olympiske Lege vundet langt flere medaljer end forventet, og sejrsrusen når hele vejen ud over stadionet og ud til de købeglade englændere, skriver The Guardian.

Butikssalget er steget markant efter den første OL-uge, der lagde mange af de ellers velkendte shopping-områder øde, da advarsler om trafikkaos grundet OL og de valfartende tilskuere fik folk til at blive hjemme.

“Vi ved fra andre OL-værtsbyer, at butikssalget tager til i den anden uge,” siger Jace Tyrrell fra New West End Company til The Guardian. New West End Company arbejder på at gøre London West End til et af de mest attraktive shoppingområder i verden. Og det har de Olympiske Lege hjulpet dem godt på vej med.

Det engelske hold af OL-deltagere havde også en finger med i spillet, da de med deres uventede mange medaljer i flere forskellige discipliner fik forbrugerne til at svinge betalingskortene.

“Den olympiske feber har for alvor grebet nationen, og vi har set en stor stigning i salget af sportsudstyr fra forbrugere, der forsøger at efterligne deres favoritsportsstjerner,” siger sportsindkøber Ben Rogers fra butikken John Lewis.
Sportsbutikker og indkøbscentre landet over har rapporteret om en stigning i salget af cykler, romaskiner og udstyr og tilbehør til løb, svømning og tennis. Alene salget af romaskiner er uge efter uge øget med 106 pct, mens løbetøj og -sko er 41 pct. højere end sidste år og tennisudstyr oppe på 14 pct.

En cykelstjerne, der også har haft indflydelse på de britiske forbrugeres købelyst, er Bradley Wiggins, der med sin Tour de France-sejr allerede var en af englændernes favoritter til OL, hvor han også hentede en guldmedalje hjem i enkeltstart. Det nyder Evans Cycles godt af, der fortæller, at de sidste par dage har været de travleste hele året, hvor salget af landevejscykler er steget i alle regioner landet over.

Den olympiske feber ramte dermed for alvor butikkerne i sidste uge – og ikke kun sportsbutikkerne. Også salget af fladskærme steg i løbet af den første uge under OL, der også satte sit præg på salget af merchandise, havemøbler og madvarer.

Da vejret også tilsluttede sig sports-festen og fejringen af det engelske holds mange sejre, fik også fødevarebutikkerne et ryk opad. Varer som traditionelle britiske færdigretter steg 84 pct., mens chips og nødder begge røg op med 35 pct. Pyntede lagkager oplevede den største stigning med hele 90 pct. i forhold til samme tid sidste år.

Det stigende salg af sportsudstyr er uden tvivl blevet hjulpet på vej af de Olympiske Lege, der i går fik en storslået afslutning, hvor man kun kan forvente, at mange af de engelske tilskuere sad klistret til skærmen med en favn chips i hånden og romaskinen stående ved siden af.

Kilde: Business.dk