Gallery: Indkøberne vil se noget anderledes i år
Efter en sæson på modemesse i udlandet, er brandet Barbara I Gongini vendt stærkt tilbage på modemessen i København på Gallery-messen i Forum.Efter en sæson på modemesse i udlandet, er brandet Barbara I Gongini vendt stærkt tilbage på modemessen i København på Gallery-messen i Forum. Denne gang med to kollektioner og en hel række økologiske elementer.
”Vi har været væk i en sæson, og det har ikke været den store succes, fordi vi simpelthen er lidt for anderledes,” fortæller Karin Plonaitis, markedsføringsdirektør hos Barbara I Gongini, om brandets messedeltagelse rundt omkring i Skandinavien.
Og det er den modtagelse, som har fået den avantgardistiske modevirksomhed til at tænke større.
”Nu er vi tilbage med to kollektioner, hvor vi stadig holder på vores avantgardistiske principper, men har forsøgt at føre den ene kollektion i en mere kommerciel og feminin retning,” forklarer Karin Plonaitis.
Populære og specielle
I begge tilfælde fokuseres der på økologien, og det har indtil videre været et godt sats.
”Den økologiske del har været en succes, og i Skandinavien har især vores anderledes skindjakker vakt interesse,” fortæller Karin Plonaitis.
Tilbage på den københavnske messe er der positive reaktioner at hente til begge kollektioner. Ifølge Karin Plonaitis har indkøberne på den danske messe nemlig været mere modige i valgene af styles til næste sommer.
”Det er nogle specielle designs vi beskæftiger os med hos Barbara I Gongini, men det er som om, at indkøberne er begyndt at være mindre forsigtige og satse på den del af kollektionen, der netop er lidt mere speciel og anderledes,” forklarer hun.
Headhuntet til Köln
Barbara I Gonginis show ved den københavnske modeuge vil foregå senere i aften. Men om få uger er brandet inviteret helt til den Kölnske modemesse, for at deltage i modeshowet ”Cologne Catwalk”, og det er en fantastisk ære, mener Karin Plonaitis.
”Vi er blevet udvalgt, sammen med fem andre designere, til at repræsentere den avantgardistiske del af showet, som er baseret på bogen ”New On The Catwalk”, publiceret af DAAB, hvor 40 internationale modedesignere er fremstillet.
Showet vil blive vist live via livestream, men først og fremmest er brandets eget show tilbage i Danmark allerede i aften efter en sæsons fravær, og det er med fuldt overlæg.
”Nu satser vi stærkt på markedet herhjemme,” slutter Karin Plonaitis, der selv glæder sig til showet.
Billede: Barbara I Gongini