Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Erhvervsordfører: Befriende med etisk fokus

Der er noget meget sympatisk over, at modebranchen selv vælger en etisk tilgang, siger erhvervsordfører Annette Vilhelmsen (SF).
Der er noget meget sympatisk over, at modebranchen selv vælger en etisk tilgang, siger erhvervsordfører Annette Vilhelmsen (SF).

Danish Fashion Institute havde sædvanen tro inviteret en række danske politikere med til modeshows. Således mødte FashionForum, kort inden Anne Sofie Madsens afsindigt smukke anden kollektion blæste publikum omkuld, Annette Vilhelmsen, erhvervsordfører (SF), til en snak om dansk mode og branchens erhvervspolitiske betydning.

”Jeg er meget optaget af mode, fordi det er et af Danmarks helt store eksporterhverv og ikke mindst et område, andre brancher kan lære meget af,” siger Annette Vilhelmsen.

God til samarbejde

Hun peger på, at modebranchen faktisk meget fint illustrerer noget af det, vi i Danmark er allerbedst til, nemlig samarbejde

”Vi har flotte traditioner for samarbejde i Danmark, og det er tydeligt i modebranchen. Flere af de store tager hånd om de mindre, og det er bestemt noget, andre brancher kan lære af,” påpeger ordføreren og nævner, at hun blandt andet til ingeniørerne har anbefalet at lure modebranchen i kortene på det punkt.

Befriende fokus

Og så fremhæver hun endeligt et andet punkt, hvorpå modebranchen herhjemme bør fremhæves foran andre industrier.

”Der er noget meget sympatisk over, at modebranchen selv vælger en etisk tilgang. Når branchen får tid på sendefladen, bruger den den til at tale om CSR, klima, økologi og fx modellers sundhed. Det er meget befriende.”