Pilgrim i fint 2011
Smykkevirksomheden har oplevet positivt 2011 og planlægger yderligere ekspansionRegnskaberne for 2011 viser positiv fremgang på flere planer for smykkevirksomheden Pilgrim. Virksomheden har således i 2011 et overskud på to mio. kr. før skat og en soliditetsgrad i virksomheden på over 40 pct.
Samtidig har Pilgrim fået ryddet op i virksomheden og fået styr på lagrene, afviklet ikke-rentable aktiviteter og tilpasset organisationen. Derudover er Pilgrim lagerførende, så detailhandlerne ikke behøver have penge bundet op i varelagre skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
.
”Det er meget positivt, at Pilgrim, på trods af de vanskelige konjunkturer i specielt Europa, har formået, at fastholde omsætningen og præstere et overskud i 2011,” lyder det fra Claus Wædeled, adm. direktør i Pilgrim.
Ekspansion af butiksnettet
Pilgrims fire vigtigste forretningsområder er wholesale, online, duty free og retail. Mens der har været et fald i wholesale-delen på grund af lavkonjunkturen i Europa, er online- og duty free-områderne i vækst.
Retailomsætningen er over 30 pct. større end sidste år. Pilgrim har åbnet 5 nye butikker i Danmark i løbet af 2011, hvilket betyder, at antallet af butikker i Danmark nu er oppe på 26. Denne positive udvikling forventes at fortsætte med seks-otte butiksåbninger i 2012.
Der er indgået nye samarbejdsaftaler i Korea, Tyskland, Østrig, Schweiz og Polen. Aftalen i Korea blev indgået i starten af regnskabsåret og har udviklet sig meget positivt, og her er antallet af butikker forøget fra fem til 15. Også for Tyskland og Polen forventes der en positiv udvikling. I Tyskland er der især fokus på retail-siden, og i marts åbnede Pilgrim sin første butik i Berlin.