Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

DAFI-direktør om sunde modeller: Modemagasinerne har også et ansvar

19 internationale udgaver af Vogue har nu forbudt brugen af modeller under 16 år - og DAFI-direktør Eva Kruse opfordrer danske modemagasiner til også at tage et ansvar.
19 internationale udgaver af Vogue har nu forbudt brugen af modeller under 16 år - og DAFI-direktør Eva Kruse opfordrer danske modemagasiner til også at tage et ansvar.

Alle har et medansvar for at fremstille sunde skønhedsidealer og fremme sundheden blandt de danske modeller. Siden 2007 har den danske modebranche arbejdet med udviklingen af retningslinjer og regelsæt for at bedre forholdene for modeller – og for at modebranchen arbejder med et mere sundt og naturligt skønhedsideal.

Arbejdet er forankret i Modebranchens Etiske Charter, initieret af Danish Fashion Institute i samarbejde med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser. Og Eva Kruse, en af personerne bag charteret, har et ønske om at det retningslinjerne også bakkes op af modemagasinerne.

”Vi vil gerne opfordre til, at også modemagasinerne tager stilling til det skønhedsideal, som de fremstiller, og at de forholder sig mere direkte til både vægt, alder og udtrykket i billederne og indholdet af magasinerne. Mange især unge kvinder spejler sig i de idealer som fremstilles i magasinerne, og derfor har det stor betydning hvilken holdning og udtryk, der vises her,” siger Eva Kruse til FashionForum.dk.

Sidste år samlede den danske modebranche gennem Modebranchens Etiske Charter sig om ikke at bruge modeller under 16 år ved Copenhagen Fashion Week. Og det er en positiv udvikling, mener Eva Kruse.

”Aldersreguleringen handler ikke om, at vi ønsker at diskriminere de unge modeller, men at vi gerne vil beskytte de yngste i branchen. Samtidig er det også de yngste som oftest er tyndest – af helt naturlige årsager, fordi de ikke har haft ”tid” til at udvikle en krop med former. Men derfor bliver de helt unge modellers kropsmål også ofte et uopnåeligt ideal for store befolkningsgrupper, som kan medvirke til at give et forvrænget billede af, hvad skønhed er,” fortsætter hun.

Vogue-forbud
Udmeldingen kommer efter, at Conde Nast, udgiver af modemagasinet Vogue, i et forsøg på at gøre op med gældende skønhedsidealer har meldt ud, at 19 internationale udgaver af modemagasinet nu forbyder brugen af modeller under 16 år.

Det sker i en fælles udtalelse, hvor magasinredaktørerne fokuserer på at bruge sunde modeller og hvor det videre oplyses, at man vil bede fx castingchefer om at tjekke ID til modeshows, skydninger og kampagner.

”Vogue synes, at sundhed er smukt. Vogue-redaktører over hele verden vil, at magasinet reflekterer deres engagement for sundheden blandt de modeller der optræder på magasinernes sider samt deres læseres velbefindende,” siger Jonathan Newhouse, bestyrelsesformand for Conde Nast, i en pressemeddelelse ifølge msnbc.com.

FN-projekt

I forbindelse med sidste uges Copenhagen Fashion Summit blev den første branchespecifikke Code of Conduct (med retningslinjer til branchen, red.) lanceret, til FN’s Global Compact program. Og også her kan man finde henstillinger om modellerne.

”Det er en international Code of Conduct, hvor vi sammen med FN har fremsat nogle retningslinjer omkring fx menneskerettigheder, miljøhensyn og også en henstilling til forhold for modeller. Derfor er det da virkelig glædeligt, at en spiller som Vogue, der har stor international indflydelse af sig selv tager initiativet,” afslutter Eva Kruse.

Billeder: Copenhagen Fashion Week