Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Wood Wood: Ingen historie i anti-semitiske beskyldninger

Wood Wood beskyldes blandt andet for at "trampe på seks mio. jøders liv" efter udbredelsen på nettet af en t-shirt - der aldrig har været i produktion.
Wood Wood beskyldes blandt andet for at "trampe på seks mio. jøders liv" efter udbredelsen på nettet af en t-shirt - der aldrig har været i produktion.

Der er ikke nogen historie. Sådan lyder udmeldingen fra Wood Wood, efter det danske brand er havnet i en veritabel mediestorm i USA, anklaget for at ”trampe på seks mio. jøders liv.” For en t-shirt med navnet Kellog med en printet stjerne på, blev for meget for den amerikanske jødiske gruppe Anti-Defamation League – og det betyder hårde ord mod Wood Wood.

Vi skal tilbage til Wood Wood’s SS12-kollektion, hvor en gul t-shirt med grafisk blåt print på lommen blev lavet. Printet var et patchwork af trekanter og kunne godt give konnotationer til Davidsstjernen, mente man hos brandet. Og derfor blev den fjernet med det samme.

”Tidligt i selve indsalgsperioden blev vi af vores interne indkøber gjort opmærksom på, at patchworket kunne minde om Davidsstjernen. Nok arbejder vi tit til grænsen og ofte med stærke kontraster i vores grafikker, men vi blev enige om at pille stjernen af i produktionen, da vi selvfølgelig aldrig kunne finde på at lave Davidsstjernen som en patch og sætte den på en lomme, for at fremprovokere en eller anden reaktion,” siger Karl Oskar Olsen, grundlægger og ejer af Wood Wood, til FashionForum.dk, inden han ironisk tilføjer:

”Så ville vi komme ud i en situation, som vi er kommet i nu.”

Tramper på seks mio. jøders grav
Problemet opstår, da detailkæden Urban Outfitters låner en salgsprøve af t-shirten til fotografering til deres webshop. For selvom de har fået at vide, at stjernen ikke længere eksisterer, er det stadig en t-shirt med en stjerne på, der kan ses på deres webshop – noget Wood Wood betegner som en fejl. For fejlen afføder søndag aften en mail fra den amerikanske Anti-Defamation League, der føler sig krænket over designet.

”Derefter ruller lavinen med en storm af posts og med flere hundrede kommentarer på blandt andet Huffington Post, ABC News, Time m.fl. Jeg læste i går på et canadisk nyhedsside, at jeg tit blev fotograferet i militærtøj, at vi før havde lavet talebanhatte, at vi arbejdede med at mikse krig og mode og at jeg var fuldkommen ligeglad, mens jeg trampede på seks mio. jøders grav,” siger han og fortsætter:

”Altså, internettet er jo sindssygt. Alt det her udspringer af en enkelt blogger, der har misfortolket vores AW-kollektion, som bestemt intet har at gøre med krigen i Afghanistan. Det er skræmmende, hvor lidt folk undersøger, inden de kører en stemning op og laver konklusioner.”

Får ikke nogen betydning
Men hos Wood Wood har man – trods en del undren over hele processen – dog stadig slået koldt vand i blodet. For her mener man, at historien ikke får den store betydning – udover, at den aldrig har eksisteret.

”Jeg tror ikke, det får nogen betydning som sådan, og jeg tror, denne sag dør ud i løbet af et par dage,” mener Karl Oskar Olsen.

”For os er der ikke en historie. Det har aldrig været en Davidsstjerne. Vi har skabt en stjerne ud fra tre geometriske flader. T-shirten eksisterer ikke og har aldrig været til salg – det skyldes, at vi var på forkant med symbolikken i designet og udviste forståelse. Jeg synes, vi har handlet korrekt, og er egentlig ganske rolig,” pointerer han.

Men når bestyrtelsen har lagt sig og det igen bliver hverdag, har sagen måske alligevel haft sin betydning. For selvom Wood Wood altid overvejer sine designs og prints, kan det ske, at fokus nu skærpes en smule.

”Det kan godt få lidt betydning for vores fremtidige arbejde med at printe og designe. Vi har altid haft mange overvejelser om vores arbejde, men det er da noget, vi fremover vil have mere fokus på, når vi er i designprocessen af nye kollektioner eller projekter,” slutter Karl Oskar Olsen.

Billede: Wood Woods Kellog t-shirt – uden stjerne på lommen.